Danskerklubben Rosenborg godt fra start i Europa League
Foto: Ned Alley/Polfoto
Europa League

Danskerklubben Rosenborg godt fra start i Europa League

Rosenborg tog til Færøerne og vandt, da holdets topscorer fortsatte sit mål-amok i denne sæson.

Begge danske klubber, der træder ind i Europa League i denne runde af kvalifikationen, klarede sig godt. Brøndby vandt med hele 9-0 over Juvenes fra San Marino, som tangerer Vejles sejrsrekord fra 1977, da de vandt 9-0 over FC Progres fra Luxembourg. Randers var mere beskedne og vandt 1-0 over Sant Julia fra Andorra med to røde kort til følge.

Norske Rosenborg, der havde Mike Jensen og Tobias Mikkelsen med fra start, vandt også deres kamp, da de på udebane vandt 2-0 over Vikingur fra Færøerne. Begge mål blev scoret af Rosenborgs helt store angrebsstjerne Alexander Søderlund.

Han har i denne sæson scoret 13 mål i 14 kampe i den norske Tippeliga, og fortsatte altså den vilde målfest i denne sæson, som den 27-årige angriber har gang i. Med på bænken var Emil Nielsen, men den 21-årige forsvarsspiller kom ikke på banen.

Et af de mere prominente hold, der også indtræder på dette tidspunkt af Europa League-kvalifikationen er West Ham fra Premier League. Her spiller dansk-new zealænderen Winston Reid med fortid i FC Midtjylland, men han var ikke med i deres kamp mod Lusitanos fra Andorra.

I det hele taget havde mange af holdets bedste spillere fået fri til kampen. Alligevel blev det til en 3-0-sejr for englænderne på mål af Diafra Sahko med to mål og en enkelt scoring af James Tomkins.

Returkampene for begge opgør er om en uge torsdag 9. juli, hvor de to hold ligesom Brøndby og Randers skal gøre tingene færdige.