Dortmund: En drømmelodtrækning for alle fodboldfans
Europa League

Dortmund: En drømmelodtrækning for alle fodboldfans

I Borussia Dortmund ser man frem til kampene mod Liverpool i Europa League.

Det venter nogle særdeles interessante kampe, når Borussia Dortmund og Liverpool FC mødes i kvartfinalerne af Europa League i april. 

For det første er det to store klubber, der tørner sammen, og for det andet kommer Liverpool-manager Jürgen Klopp til at spille mod sin gamle klub, Borussia Dortmund. 

I Dortmund glæder man sig til opgørene.

- Nu kommer Jürgen Klopp hjem med Liverpool, og det vil sikkert være noget særligt for ham. Vi var i forvejen sikre på, at vi i sidste ende skulle mødes i denne turnering, og nu ser vi frem til disse to meget attraktive internationale dueller, siger direktør Hans-Joachim Watzke til bvb.de.

Cheftræner Thomas Tuchel forudser nogle svære kampe.

- Vi ønsker at måle os mod de bedste, og nu møder vi igen en topmodstander. For alle fodboldfans er det en drømmelodtrækning, for os er det en kæmpe udfordring. Vi får brug for to toppræstationer for at gå videre, og vi ser frem til to kampe på højeste niveau, siger han. 

Kampene mellem Liverpool og Dortmund spilles 7. og 14. april.