Engelske medier revser United: FCM-nederlag noget af det mest pinlige siden Moyes
2016-02-19 00:07
Foto: Jens Dresling/Polfoto

Daily Mail, The Independent og Sky Sports er alle meget skuffede over Manchester Uniteds 1-2-nederlag til FC Midtjylland i Europa League.

De engelske medier var i forvejen godt kritiske overfor Louis van Gaal, men efter nederlaget til FC Midtjylland på 1-2 er der kommet ekstra med pres på Manchester United-manageren.

Medierne Daily Mail, The Independent og Sky Sports er alle meget hårde i tonen og er enige om, at resultatet mod de danske mestre er noget af det mest pinlige og ydmygende, der er sket længe i Manchester United.

- Dette resultat vil stå som et af største ydmygelser i Europa. Rotor Volograd, Olympiakos, Galatasaray, der har været et par stykker før. Ikke så mange som denne dog. Midtjylland med alle deres resultater i de seneste år er et væsentligt dårligere hold i forhold til aristokraterne i europæisk fodbold, skriver Daily Mail.

Hos The Independent erkender man, at FCM sagtens kunne have vundet større, blandt andet på grund af chancerne til Kian Hansen og Kadlec i første halvleg.

- Paul Onuachus mål tretten minutter før tid chokerede udeholdet, men sandheden er, at det kunne have være meget værre, lyder det hos The Independent, der fortsætter:

- Resultatet er et klubbens mest pinlige, siden hollænderen (van Gaal, red.) erstattede David Moyes.

Sky Sports forventer stadig, at United går videre og anfægter mere præstationen hos englænderne. Ifølge mediet kunne man ikke se, at det var FCM, som ikke havde spillet fodbold i lang tid.

- Selve resultatet er langt fra en katastrofe. United er blevet slået ud syv af de seneste ni gange, når de har tabt den første kamp i europæiske turneringer, men de må forventes at vende den samlede score i næste uge på grund af Memphis Depays udebanemål. Men det er indsatsen – ikke resultatet – der er problemet for den pressede van Gaal, skriver Sky Sports og uddyber:

- Midtjylland havde ikke spillet en konkurrencedygtig kamp i over to måneder, men det var Manchester United – ikke de danske mestre - som manglede chancer, lagde forkerte afleveringer og begik fejl.

Returopgøret spilles næste torsdag på Old Trafford.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvilken klub har skuffet mest i Superligaen hidtil?