Esbjerg sejrede i forrygende målfest
Illustration
Europa League

Esbjerg sejrede i forrygende målfest

Esbjerg var bagude tre gange mod Saint Étienne, men kom forrygende tilbage og vandt 4-3 på Blue Water Arena.

Esbjerg stod over for en opgave af de helt store, da vestjyder i aften fik besøg af det franske storhold Saint Étienne i kvalifikationen til Europa League.

Franskmændene lagde da også bedst ud med et godt pres på danskerne, og efter 21 minutter fik udeholdet tilkendt et noget unødvendigt frispark på kanten af feltet. Franck Tabanou gik til bolden og sendte bolden fladt over i fjerneste side af målet og bragte franskmændene foran 1-0.

Esbjerg lagde sig dog ikke ned, og bare fem minutter efter kunne Peter Ankersen sende en perle af et frispark helt op i hjørnet til Esbjerg-udligning.

Få minutter inden pausen fik vestjyderne dog en kold spand vand i hovedet, da Saint Étinnes kantspiller Raomain Hamouma trak ind i banen og udplacerede Frederik Rønnow i Esbjerg-målet.

Esbjerg kom godt ud efter pausen, og efter 64 minutter kunne den brandvarme hollænder Mick van Buren atter udligne, da han stod på det helt rigtige sted under stor forvirring efter et hjørnespark.

Kampen vekslede frem og tilbage, og det var Saint Étienne, der fem minutter senere kom foran. Loic Perrin kom forrest på et hjørnespark og kunne sætte føringsmålet i kassen tæt under mål.

Men Esbjerg kom fornemt tilbage fem minutter efter, da Hans Henrik Andreasen på vanlig vis steg øvert på et indkast fra Jonas Knudsen og kunne heade udligningen i mål. Et fornemt comeback af vestjyderne, der dog langt fra var færdige.

For med bare 10 minutter igen cementerede Peter Ankersen med sit andet mål en forrygende europæisk aften, da han trak ind i banen og smukt sendte sejrsmålet over i det fjerneste hjørne.

Dermed lever Esbjerg i den grad inden returopgøret i Frankring.