Esbjerg-træner tilfreds efter kedelig nullert
Illustration
Europa League

Esbjerg-træner tilfreds efter kedelig nullert

Esbjerg bragte sig selv i en fordelagtig position inden returopgøret mod Ruch Chorsow, og Niels Frederiksen er tilfreds. Men kun med resultatet.

Esbjerg sneg sig til et udmærket resultat på udebane, da holdet tidligere på aftenen gik fra banen med 0-0 efter en kedelig affære mod Ruch Chorsow.

Og efter kampen var det en ærlig og delvist tilfreds træner Niels Frederiksen, der opsummerede aftenens begivenheder. 

- Jeg sagde til spillerne efter kampen, at jeg var tilfreds med resultatet men ikke med spillet. Ruch Chorsow spillede mere eller mindre som vi havde forventet. Vi var derfor ikke overraskede, men velforberedte, siger Niels Frederiksen til Esbjergs hjemmeside. 

Med 0-0 inden returopgøret i Esbjerg ser Niels Frederiksen gode muligheder for videre avancement. 

- Normalt er det en fordel at spille på hjemmebane, og nu har vi returopgøret på hjemmebane, siger Frederiksen. 

Lykkes det at spille sig videre, venter to playoff-kampe, der afgør, hvem der går videre til Europa League-gruppespillet.