Everton giver voldelig far karantæne på livstid
Foto: Ross Kinnaird/Getty Images
Europa League

Everton giver voldelig far karantæne på livstid

En Everton-fan med sit barn på armen blandede sig torsdag i et slagsmål med spillere fra Everton og Lyon. Nu er han blevet udelukket fra fremtidige kampe på Goodison Park.

Det vakte opsigt, da en stor gruppe spillere fra Everton og Lyon i det 64. minut af gårsdagens Europa League-kamp kom i håndgemæng. Efterfølgende er især en enkelt Everton-fan løbet med overskrifterne, blandt andet her på tipsbladet.dk.

Årsagen er, at han blandede sig i slagsmålet helt ude ved banden og blandt andet nåede at lægge hånd på Lyon-målmand Anthony Lopes. Alt sammen mens han bar et barn med sut i munden på sin anden arm.

Som tv-billederne i bunden af artiklen viser, kommer den rødglødende Everton-fan til undervejs i sammenstøddet og forsvinder umiddelbart igen, uden vagterne opdager hans ugerning. Til gengæld har klubben ikke overset dem.

Everton skriver på sin hjemmeside, at klubben har gennemset tv-billeder, og at den pågældende fan kan se frem til en karantæne fra holdets kampe.

- Vi har identificeret én person, som der vil blive skredet til handling mod. Dette vil omfatte en karantæne fra at overvære fremtidige Everton-kampe, og klubben vil indsende en formel anmeldelse til Merseyside Politi, skriver klubben.

Opgøret endte i øvrigt 1-2 til Lyon, så Everton ligger sidst i Europa League-gruppen med blot et enkelt point for tre kampe.