Farfan om 0-0 mod FCK: Vi kom for at vinde
Der blev ikke scoret, da FCK og Lokomotiv Moskva mødtes i Telia Parken. Foto: Jan Christensen / Getty Images
Europa League

Farfan om 0-0 mod FCK: Vi kom for at vinde

Lokomotiv Moskvas angriber Jefferson Farfan sigter efter at besejre FC København næste gang, de to hold mødes.

Efter torsdagens 0-0-kamp mellem FC København og Lokomotiv Moskva talte flere af de danske spillere om, at den russiske modstanders gameplan tydeligt var at komme efter det ene point i Europa League-premieren. 

Et forsvar med tre store midtstoppere og dertil backs gjorde livet svært for FCK-offensiven og fremad banen bød Lokomotiv Moskva ikke ind med det helt store ud over at lure på kontraspillet.

En af de spillere, der forsøgte en anelse og skabte en smule uro i hjemmeholdets forsvar var den peruvianske landsholdsspiller Jefferson Farfan, der tidligere i karrieren scorede masser af mål for PSV og siden for Schalke 04. 

Den 32-årige angriber var efter kampen godt tilfreds med det ene point.  

- Det var en hård kamp i dag. Alle kampene i Europa League er svære. Jeg synes, det var en jævnbyrdig kamp, hvor begge hold kom til chancer, og hvor vi forsøgte at spille vores spil. Det var ok, den endte uafgjort, sagde Jefferson Farfan til tipsbladet.dk.

Kom I ikke for at hente et point? Er det ikke fint for jer?

- Nej, vi kom ikke efter en uafgjort. Vi kom her for at vinde. Sådan gik det ikke, men forhåbentlig tager vi sejren næste gang.

Lokomotiv Moskva skal i den kommende runde spille hjemme mod Zlin, der hjemme mod FC Sheriff også spillede 0-0 torsdag aften. Den næste kamp mellem Lokomotiv Moskva og FC København spilles først i femte spillerunde, 23. november i Rusland.