FC København møder Ajax i Europa League
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Europa League

FC København møder Ajax i Europa League

FC København møder Ajax i Europa Leagues ottendedelsfinale. Dermed gæster Kasper Dolberg og Lasse Schöne Telia Parken.

FC København slog torsdag PFC Ludogorets ud af Europa League, og dermed var de danske mestre for første gang i klubbens historie med i bowlen, da der fredag blev trukket lod til ottendedelsfinalerne i verdens næstfineste klubturnering i Nyon.

Her blev der trukket hård modstand op til FC København. Ståle Solbakkens mandskab skal således op imod den hollandske storklub Ajax, der som bekendt har danskerne Kasper Dolberg og Lasse Schöne i truppen. Ajax ekspederede Legia fra Polen ud i seneste runde og indtager andenpladsen i den hollandske Æresdivision.

FC København starter hjemme i Telia Parken den 9. marts, mens returkampen spilles på Amsterdam ArenA en uge senere. 

Overblik over ottendedelsfinalerne:

Celta Vigo-FC Krasnodar
APOEL-Anderlecht
Schalke 04-Gladbach
Lyon-AS Roma
Rostov-Manchester United
Olympiakos-Besiktas
Gent-Genk
FC København-Ajax