Bragt første gang den 18. oktober 2017
Hvem i alverden er FC Zlin?
Det spørgsmål var der nok mange, der stillede sig selv, inden FC Københavns første møde med de tjekkiske pokalvindere. Et opgør, der endte 1-1.
At de vandt den tjekkiske pokalturnering i sidste sæson er gået op for de fleste, og læg dertil, at blev til en slutplacering som nummer seks i ligaen. Aktuelt er holdet nummer ni efter 12 kampe med fire sejre, fem nederlag og tre uafgjorte.
Triumfen i den tjekkiske pokalturnering sikrede FC Zlin adgang til Europa League, og da Manchester United endte med at vinde turneringen i sidste sæson, formede det hele sig sådan, at Zlin blev direkte kvalificeret til gruppespillet. Nu venter FCK så i kamp fire - denne gang i København. Tjekkerne lagde fra land med 0-0 mod FC Sheriff, 0-3 mod Lokomotiv Moskva og altså senest 1-1 hjemme mod FCK.
Tipsbladet.dk zoomer her ind på tre FC Zlin-spillere, som FCK skal holde et særligt øje med torsdag aften.
Petr Jiracek
Midtbanespiller, 31 år
Rutinerede Petr Jiracek er det klart største navn i FC Zlin. Hans CV, der tæller 66 kampe i Bundesligaen for Wolfsburg og Hamburger SV, samt 28 tjekkiske A-landskampe, er der ingen i den tjekkiske midterklub, der kan matche.
Petr Jiracek formåede aldrig at imponere i Wolfsburg, og efter blot en enkelt sæson blev han smidt på porten af den kontroversielle manager, Felix Magath, og det banede vejen for et skifte til Hamburger SV, hvor det gik noget bedre. Jiracek nåede at spille 58 kampe for den tyske traditionsklub, inden han vendte hjem til tjekkisk fodbold. Midtbanespilleren skiftede til FC Zlin forud for denne sæson og var således ikke med i sidste sæsons pokaltriumf.
Petr Jirackes karriere peakede for alvor under EM 2012 i Polen og Ukraine. Her scorede han mod både Grækenland og Polen i det indledende gruppespil. Det var i kølvandet på slutrunden, at han blev solgt fra Viktoria Plzen til Wolfsburg.
Daniel Holzer
Venstre back, 22 år
Daniel Holzer er udlejet fra Sparta Prag til FC Zlin, hvor han primært bliver brugt som venstre back. Holzer kan dog også begå sig som central midtbanespiller.
Den 22-årige FC Zlin-spiller var i mange år et af de store, tjekkiske talenter i sin årgang, og han har spillet U16, U17, U18, U19, U20 og U21-landskampe fort Tjekkiet. Det er imidlertid aldrig blevet til nogen A-landskamp.
I sommer var han en del af den tjekkiske U21-trup ved EM-slutrunden, og han spillede 78 minutter mod Danmark i det indledende gruppespil. Det var et opgør, Danmark som bekendt vandt 4-2. På det tjekkiske U21-landshold var Daniel Holzer blandt andre holdkammerat med FCK's Michael Lüftner, og de kommer altså til at stå over for hinanden torsdag aften i Olomouc.
Daniel Holzers U21-landsholdsdebut var såmænd også i et opgør mod Danmark. Det var i en venskabskamp tilbage i 2014, som endte 2-2.
Dame Diop
Angriber, 24 år
FC Zlin er ikke et hold, der scorer voldsomt mange mål, men skulle det ske, at holdet kommer på tavlen, er der en god sandsynlighed for, at det er Dame Diop, der har haft sidste fod på bolden. Det var Diop, der scorede mod FCK for et par uger siden.
I sidste sæson scorede Dame Diop fem ligamål for FC Zlin, og det var næstflest i klubben. Kun Haris Harba overgik senegaleseren, og han er ikke længere i FC Zlin. I denne sæson er Diop kommet lidt mere lunkent fra start i ligaen og har blot scoret et enkelt mål.
Dame Diop er en fysisk stærk angriber, som blev hentet til Tjekkiet af Slavia Prag i 2014. Her var han dog ikke nogen succes, og det seneste års tid har han tørnet ud for FC Zlin.
24-årige Dame Diop har spillet en enkelt landskamp for Senegal - det var den 31. maj 2014, hvor han fik de første 70 minutter i en venskabskamp mod Columbia, som endte 2-2.