Frank de Boer beundrer Rasmus Falk
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Frank de Boer beundrer Rasmus Falk

Den tidligere Ajax-træner Frank de Boer understreger, at han er en stor beundrer af Rasmus Falk.

AFC Ajax mangler Davy Klaassen til aftenens kamp mod FC København, men de danske mestre er endnu mere svækkede. Foruden en karantæneramt Mathias "Zanka" Jørgensen må løverne undvære Rasmus Falk, der scorede efter få sekunder i det første opgør i Danmark. 

Og særligt tabet af Rasmus Falk bliver stort for FC København. Det vurderer den tidligere Ajax-træner Frank de Boer, der er en stor beundrer af den finurlige offensivspiller fra FCK.

- FC København er et godt hold, som er svære at spille imod. Det er en fordel, at Rasmus Falk ikke er med - han er en meget god spiller, synes jeg. Det er selvfølgelig også et tab for Ajax, at Klaassen ikke er med. Han er ikke bare en god spiller, men også en spiller, der binder holdet godt sammen. Han kan sætte tempo i spillet, og det vil Ajax savne, siger Frank de Boer til NUsport.

Frank de Boer tipper en 2-0-sejr til Ajax, og det samme gør Dennis Rommedahl. Den tidligere danske landsholdsspiller gætter på, at Kasper Dolberg og Lasse Schöne scorer målene.

- Ajax er bedre rent fodboldmæssigt, og så har de fordel af hjemmebane. FCK er uden deres vigtigste spiller, Mathias "Zanka" Jørgensen, og det betyder, at Jores Okore kommer ind, men han har ikke spillet så meget. Jeg forventer, at de er mere sårbare defensivt. FCK's styrke er, at de er gode på dødbolde og lange indkast, men jeg forventer ikke, at det bliver et problem for Ajax, da de kommer til at have bolden mest, lyder det fra Dennis Rommedahl.

Om Frank de Boer og Dennis Rommedahl får ret, vil vise sig klokken 21.05, når der er kampstart i Amsterdam.