Jon Dahl: Totti er stadig en stor og smart spiller
Foto: Luciano Rossi/Polfoto
Europa League

Jon Dahl: Totti er stadig en stor og smart spiller

Danske Jon Dahl Tomasson kan torsdag aften se sin tidligere klub Feyenoord møde AS Roma, og danskeren er fuld af beundring for især én Roma-spiller: Legenden Francesco Totti.

Han scorede 52 gange på landsholdet, vandt Champions League, Serie A og Coppa Italia med AC Milan. Han vandt UEFA Cuppen - forløberen til Europa League - og Æresdivisionen med Feyenoord, og så vandt han Bundesligaen med Stuttgart. Danske Jon Dahl Tomasson oplevede meget i sin lange karriere, og en af de ting, han oplevede, var at spille mod AS Romas Francesco Totti.

Mens Tomasson nu er pensioneret og er gået trænervejen, tørner Francesco Totti fortsat ud for AS Roma. Torsdag aften møder Jon Dahls tidligere klub Feyenoord netop AS Roma, og danskeren har høje tanker om den nu 38-årige italiener.

- Han er virkelig stor. Han er langsommere og scorer ikke nær så meget, men det er ikke så overraskende, nu han er blevet ældre. Han er en meget klog spiller, og derfor spiller han nu på en lidt anden måde. Han er stadig næsten over holdet og klubben, og jeg mener, han stadig er en af de helt store spillere, siger Jon Dahl Tomasson til det hollandske medie Voetbal International.

Jon Dahl Tomasson er selv uden arbejde i øjeblikket, efter han mod slutningen af sidste sæson blev fyret fra trænerjobbet i Roda. Danskeren er som Francesco Totti 38 år.

AS Roma og Feyenoord spillede 1-1 i det første af to opgør i Europa League, og torsdag aften mødes de to klubber i Holland. Ender det 0-0, går Feyenoord videre på reglen om udebanemål.