Kasper Kusk: Jeg er skuffet over Lokomotiv Moskva
Foto: Jan Christensen / Getty Images
Europa League

Kasper Kusk: Jeg er skuffet over Lokomotiv Moskva

Kasper Kusk håbede at Lokomotiv Moskva var kommet lidt længere frem på banen.

Kasper Kusk fik ros for sin indsats mod Lokomotiv Moskva fra manager Ståle Solbakken. Kantspilleren fik en god time på banen, inden kræfterne slap op. Men efter kampen var Kasper Kusk skuffet over både resultatet og modstanderen. 

- Vi spiller egentlig en fin nok kamp, og vi vil det mere end dem i dag. Men når man kigger på hvilke spillere, de stiller med, er jeg lidt skuffet over dem og over, at de ikke kom lidt længere frem på banen. Men omvendt skal vi være bedre til at gøre tingene færdigt, siger Kasper Kusk.

Kantspilleren erkender, at det kompakte russiske forsvar gjorde det svært for FCK i forhold til at skabe chancer. 

- Det så ud som om, at deres gameplan var at komme efter et point. De står godt defensivt og gør det svært for os, så vi kommer ikke frem til de helt store chancer. 

- Det er ikke noget katastrofe-resultat, men når man ser på den måde, de spiller på, er det ærgerligt, at vi ikke får det straffet, lyder det fra Kasper Kusk, der selv tidligt i første halvleg havde et godt skud, der desværre med danske briller strøg over målet. 

FC København skal om fjorten dage forsøge at hente yderligere point på kontoen, når FC Sheriff fra Moldova er værter i anden spillerunde.