Liverpool - Manchester United: De manglende storkampe

Bragt i Tipsbladet Tirsdag 8. marts

Det lyder forrykt at påstå, at rivaliseringen mellem Manchester United og Liverpool - to klubber, der fører en historisk kamp om at være den største og mest vindende klub i England - mangler et sportsligt aspekt. Men det er lige nøjagtig, hvad den gør.

 

Det er den største rivalisering i England og en af de største i hele verden. Det er de to mest vindende klubber i fodboldens moderland, hvis første indbyrdes opgør ligger 122 år tilbage i tiden. Historien er rig på kontroverser, fjendskaber og en evig kamp om at være de bedste i et internt opgør, der er rodfæstet i de to byers antipati mod hinanden.

 

På trods af, at Manchester United og Liverpool har vundet 38 mesterskaber til sammen, har de næsten aldrig været direkte rivaler til titlen. Kun fem gange i historien er klubberne sluttet som nummer ét og to ligaen: 1946/ 47, 1963/ 64, 1979/ 80, 1987/ 88 og 2008/ 09. Til sammenligning er det samme sket for Real Madrid og FC Barcelona otte gange i de seneste ti år. Derudover har United og Liverpool blot mødtes i to FA Cup-finaler, selv om de har været i henholdsvis 18 og 14 finaler.

 

Det betyder alt sammen, at historien er fattig på opgør, hvor begge hold har haft en titel på spil; den slags store kampe, hvor der ikke bare er håneret og stolthed på spil, men hvor de trofæer, som det hele handler om, skal fordeles.

 

Som ESPN skrev forud for et indbyrdes møde i 2014: " I fodboldmæssig forstand mangler der noget. Der har ikke været noget som den utrolige styrkeprøve Liverpool mod Arsenal på Anfield i 1989, ingen dramaer på sidste spilledag som United mod Blackburn i 1995 eller Manchester City i 2012, ingen løbende slag, som United udkæmpede med Arsenal hen over århundredeskiftet." Samme opfattelse har Bjarte Valen, som er norsk journalist for den skandinaviske afdeling af Uniteds fanklub og bosat i England.

 

Han påpeger, at den sportslige del af rivaliseringen skyldes historien.

 

"Som du siger, så er det egentlig få gange, at rivaliseringen mellem Manchester United og Liverpool har været en reel duel om mesterskabet," siger han.

 

" Det har noget med historien i klubberne at gøre. Liverpool var ganske dominerende i engelsk fodbold i 70' erne og 80' erne, og United var det i 90' erne og 00' erne. Der er mange, der er vokset op med den rivalisering.

 

Som United-fans husker vi, dengang Liverpool vandt alle mesterskaber. Vi var trætte af at se Liverpool vinde år efter år, og de var trætte af at se United vinde år efter år." Da Manchester United og Liverpool mødtes i foråret 2015, var det et tema, at der endelig var noget på spil igen. Efter flere år, uden at de kæmpede om den samme placering, glædede medier og fans sig til, at klubberne igen skulle i en direkte duel om en vigtig plads i tabellen.

 

Det var dog den sidste plads i top 4, de sloges om, og i de to klubbers historiske regnskab er fjerdepladser ikke noget, man samler på.

 

Man kan anskue manglen på store, trofæafgørende slag på to måder. Den ene måde er, som beskrevet ovenfor, at det er en mangelvare, og at rivaliseringen er fattigere deraf.

Man kan også se på det som en styrke. For de færreste er i tvivl om, at opgørene har rigeligt med kant og nerve. Tænk bare tilbage på de seneste års kampe med Steven Gerrards 38 sekunder lange indhop og følgende udvisning, den onde stemning omkring Luis Suárez og Patrice Evra eller de tilbagevendende smædesange om henholdsvis München-katastrofen og Hillsborough-tragedien.

 

Alt sammen er spændinger, der eksisterer, selv om der altså ikke har været en titel, der skulle fordeles mellem klubberne, siden 2009.

 

Det er spændinger, der er opbygget gennem årtier, og som tog sit udgangspunkt i 1894, da Manchester Ship Canal var klar til at blive taget i brug og føre store dele af skibsfarten uden om Liverpool med stigende arbejdsløshed til følge. Ifølge BBC nævnes det fortsat, når man tager en guidet færgetur på Merseyfloden i Liverpool. Samme år, 1894, mødtes United og Liverpool første gang.

 

Det er en fodboldrivalisering, der er rodfæstet i de to byers rivalisering. Manchester og Liverpool har i århundreder kæmpet om at være Englands second city efter London, og de måler deres succes op mod hinanden. I kunst, i musik, i arkitektur. Og i fodbold. En liverpudlian fortalte for et par år siden i en kommentartråd, at på hans skole var det kun sjov og ballade at sige, at man havde samleje med sine klassekammeraters søstre, men kaldte man de andre for manc, ville det resultere i en nævekamp.

 

Med andre ord kan man se den stærke rivalisering på trods af fraværet af store mesterskabsbrag som et udtryk for, at Manchester United-Liverpool er mere end bare fodbold. Rivaliseringen overstiger aktuelle resultater, den er mere dybt forankret.

 

Som Bjarte Valen siger: " Jeg tror, der er mange i Skandinavien, også dem, som ofte rejser til fodbold i England, som ikke helt forstår det historiske perspektiv i den rivalisering. Der er mange andre ting, som spiller ind. Det har med historien og byerne at gøre, og ikke bare fodboldholdene."

 

I det nordvestlige England er indbyggerne stolte af deres byer. Det gælder både i Manchester og især i Liverpool.

 

" Jeg kommer fra en by i Norge, som hedder Bergen. I Bergen er det ofte sådan, at indbyggerne tænker " Vi kommer ikke fra Norge, vi kommer fra Bergen." Det er vældig lokalpatriotisk.

 

Den samme type patriotisme har jeg kun oplevet én gang i England, og det er i Liverpool. Liverpool som by, som folk er utrolig stolte af deres egen by. Det er næsten lidt rørende at se på," siger Bjarte Valen.

 

På torsdag mødes Manchester United og Liverpool for første gang nogensinde i et europæisk opgør. Igen er det ikke en kamp om et trofæ, men for en gangs skyld er det en direkte duel om den samme plads, i dette tilfælde en plads i Europa Leagues kvartfinaler.

 

Kampen og holdenes sæsoner i Europa League kan vise sig at have afgørende betydning fremadrettet. Begge klubber sukker efter succes i disse år, og selv om der er tale om den lille af de europæiske turneringer, er et trofæ nu engang et trofæ, og dem kan man altid bruge. Om ikke andet som et moralsk rygstød forud for næste sæson. Lad os heller ikke glemme, at vinderen af Europa League kvalificerer sig til Champions League i næste sæson.

 

En turnering, ingen af klubberne aktuelt ser ud til at nå gennem deres ligaplaceringer.

 

Europa League har dog endnu ikke samme vægt bag sig som Premier League og Champions League, og ottendedelsfinalerne er for langt fra turneringens afgørelse, til at de to opgør kan kategoriseres som værende af den slags monumentale titeltvekampe, som historien er overraskende fattig på. Alligevel er det to store kampe mellem to store rivaler, der har stoltheden på spil. Det er derfor, opgørene stadig betyder noget.