Europa League

Målfest sendte Horsens videre i Europa

AC Horsens spillede sig videre i Europa League med en sejr på udebane over Elfsborg, der blev slået 4-3 samlet.

AC Horsens spillede sig videre til Europa Leagues play-off-kampe efter en flot 3-2-sejr over svenske Elfsborg i Borås.

Horsens skulle bruge en sejr eller en målrig uafgjort, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om videre avancement i Europa, hvor De Gule bytter vimpler for første gang i klubbens historie. Hjemmekampen blev nemlig 1-1 med en overtidsscoring på straffe af Ken Fagerberg.

Det blev en mere målrig affære i returkampen. Efter bare 18 minutter stod der 2-2 på måltavlen. Horsens bragte sig foran ved Lasse Kryger, Lasse Nilsson udlignede for Elfsborg, Kortegaard sendte Horsens i front igen, inden David Elm skabte spændning endnu engang.

Men Horsens var slet ikke færdig med målene i 1. halvleg, for 10 minutter før pausesnakken med Johnny Mølby scorede Thomas Kortegaard sit andet mål for østjyderne til føring på 3-2.

Den samlede sejr sender Horsens i den afgørende kvalifikationskamp til gruppespillet i Europa League. Før der kan jubles helt kan der dog blive tale om en reel monsterlodtrækning for Horsens. I den sidste kvalifikationskamp er Liverpool, Inter og Marseille igen blandt de mulige modstandere, hvis de som ventet spiller sig videre til denne kamp.