Morten Bruun om Europa League-finalen: Det er uskylden mod kynismen
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Europa League

Morten Bruun om Europa League-finalen: Det er uskylden mod kynismen

Når Ajax onsdag møder Manchester United i Europa League-finalen i Stockholm, bliver det et stilstudie mellem to hold, der har forskellige tilgange til fodbolden. Og så bliver det en kamp, hvor en dansk angriber ifølge Morten Bruun kan afgøre finalen.

Bragt første gang 18. maj 2017

Det var meget rammende for Ajax' sæson, at klubben søndag satte en rekord i hollandsk fodbold, som måske aldrig bliver slået. Godt nok glippede den mesterskabet, men de 11, der gik på banen i søndags mod Willem II, var i gennemsnit blot 20 år og 139 dage, og aldrig har en startopstilling været yngre i den hollandske Eresdivisie.

Når det Peter Bosz-anførte mandskab onsdag går på banen til Europa League-finalen, bliver det godt nok med et hold, der er lidt ældre i gennemsnit end søndagens rekord, men det bliver et Ajax-hold, som fortidens legender ville være stolte af. Holdet spiller 'Ajax-fodbold' - godt nok med kanter, der trækker ind i banen i stedet for at blive ude - og så er det legendariske presspil tilbage, hvor der spilles efter fem-sekunders-reglen, altså at bolden skal genvindes inden for de første fem sekunder, fra den er tabt.

Internationalt har der ikke været meget at juble over for Ajax siden de glade 90'ere, hvor holdet to gange i træk var i Champions League-finalen, og hvor holdet med en ung Patrick Kluivert som målscorer i 1995 vandt den første finale. Nu er klubben så i Europa League-finalen, godt nok den 'lille' turnering, med spillere som 17-årige Matthijs de Ligt og 17-årige Justin Kluivert, søn af Patrick Kluivert. Og det er et hold, der kommer ind til finalen med ungdommens optimisme og vilje, og som har vist prøver - primært på hjemmebane - på et utroligt højt topniveau.  


Ajax-holdet er ungt og ekstremt talentfuldt.

Og ja, så er der altså også lige en dansk angriber, der lige nu imponerer alt og alle, og som måske er den spiller, som flest øjne hviler på, når holdet møder Manchester United.

Kampen mellem det unge Ajax-hold, der endelig er tilbage i en europæisk finale, og det rutinerede, José Mourinho-anførte Manchester United-hold, der har kniven for struben, er et opgør, der på papiret er utroligt spændende.

Onsdag får Discoverys ekspert Morten Bruun, der er Manchester United-fan, æren af at kommentere finalen sammen med Zak Egholm. Og Bruun, der har kommenteret både United og Ajax i denne sæson, ser frem til finalen i Stockholm, Sverige, hvor han mener, Manchester United er favorit til at løfte trofæet og dermed indløse den billet til Champions League, som vinderen får.

- Det gør jeg, og det må man nødvendigvis gøre, fordi der bør være stor forskel på de to ligaer. Manchester United hører til i toppen af Premier League, og selv om de ikke har sprudlet, har de slået de hold ud (af Europa League, red.), de har. Men jeg er helt vild med det her Ajax-hold. Det må jeg bare sige. Der er sådan en uskyld over Ajax' spil, og det er et hold, der aldrig søger ned til hjørneflaget for at lukke en kamp. Det er meget sympatisk, siger Morten Bruun til tipsbladet.dk og fortæller:

- Manchester United går meget efter at lukke kampene, når de kommer foran 1-0, som man så ude mod Anderlecht og Celta Vigo. Og det var ved at koste i returkampene. Efter Europa League-logik er 1-1 og 1-0 fine resultater på udebane, men man har tit fornemmelsen af, at det kunne have været endnu bedre for Manchester United.

- Man kan sige, at finalen er uskylden mod kynismen.

- Det har været helt vildt at se Ajax i den her sæson, hvor de har spillet med så ungt et hold. Hvis man ser på formkurven, så peaker Ajax-holdet her i foråret, og faktisk har holdet gjort det fra øjeblikket, hvor de mødte FCK. De har været totalt flyvende, hvor man omvendt må sige, at United var stærke henover vinteren - december, januar og februar. De har spillet mange uafgjorte kampe, og nu er der ikke noget, der kommer let til United.


Ajax slog FC København ud af Europa League.

På papiret ligner det en kamp, som på det taktiske plan bliver yderst interessant. Manchester United med de store stjerner og den henholdende spillestil, hvor det handler om at holde modstanderen fra chancer og straffe dem på omstillinger, og så det unge Ajax-hold med optimismen, hvor alle skal angribe, og hvor det handler om at have bolden og lave flere mål end modstanderen.

Morten Bruun er dog ikke sikker på, at det bliver en lige så underholdende kamp, som det har potentialet til.

- Det kommer an på, hvordan kampen forløber. United har ikke haft en sprudlende vej til finalen, men de har i de sidste to udekampe holdt Anderlecht og Celta i et jerngreb. Men Manchester United burde have vundet kampene større, og de bedste præstationer er mere kontrollerende end sprudlende.

- De har ikke sprudlet i en eneste knockout-kamp, siden de i gruppespillet myrdede Feyenoord og Fenerbahce. Det er kontrolleret, og det bliver lukket ned. Og det er også min eneste frygt for finalen, at United er for stærke og kvæler kampen.

- Det klart mest interessante bliver, hvis Ajax kommer foran i kampen. Det vil skabe det største spetakel, for så bliver det ikke afventende og defensivt.

Se her, hvordan Manchester United spillede sig i Europa League-finalen.

For os danskere er finalen i år ekstra interessant. Sidste år vandt Michael Krohn-Dehlis Sevilla over Liverpool i finalen, men danskeren var ikke med, efter han blev ramt af en alvorlig knæskade. Ajax har i Lasse Schöne en rutineret midtbanespiller, der har fungeret godt sammen med Davy Klaassen og Hakim Ziyech på den centrale midtbane, mens Kasper Dolberg med sine seks mål i turneringen og 23 i alt har tiltrukket sig helt utrolig meget opmærksomhed.

Og især sidstnævnte tror Morten Bruun kan få en afgørende rolle i finalen.

- Det bliver en kamp, som han kan afgøre, fordi man med Dolberg har fornemmelsen af, at det næste niveau, det tager han bare. Det er ubetinget den største kamp i hans karriere, men det var semifinalerne mod Lyon også, og der lavede han to fremragende mål. Fortællingen om Dolberg er jo enormt spændende, og det synes jeg faktisk også, den er med Schöne.

- Men jeg ved jo godt, hvem folk glæder sig mest til at se, for han er fremtiden og bliver talt om som den nye Elkjær eller van Basten, hvor Schönes karriere er på vej den anden vej, siger Morten Bruun og fastslår, at der ikke er et bedre udstillingsvindue end en europæisk finale mod et engelsk hold.

Kasper Dolberg var forrygende, da han sparkede Ajax i Europa League-finalen. Se det her.

For Discovery Networks, der sender kampen på 6'eren, er det også noget nær en perfekt finale, mener Morten Bruun.

- Som ansat på Discovery kan jeg sige, at det bedste havde været, hvis vi havde fået FCK i finalen, men United er det udenlandske hold, der trækker klart flest seere i Europa League, og så må man sige, at Ajax stadig er Ajax i et historisk perspektiv - tilsat Lasse Schöne og så altså Kasper Dolberg, der har verden for sine fødder.

- Jeg er da glad for, at finalen ikke hedder Shakhtar mod Krasnodar, siger Morten Bruun.

På sin vej til Europa League-finalen har Ajax slået Olympique Lyon, Schalke 04, FC København og Legia ud i knockoutfasen, mens Manchester United har besejret Celta Vigo, Anderlecht, FC Rostov og Saint-Etienne. Når de to hold mødes på onsdag, sidder Manchester Uniteds Eric Bailly ude med karantæne, mens Ajax' Nick Viergever gør det samme.


Forsvarsspiller Eric Bailly så rødt i opgøret mod Celta Vigo i semifinalen. Han er derfor ikke med i finalen - ligesom Ajax' Nick Viergever i øvrigt heller ikke er det.