Video : Tipsbladet
Europa League

Mourinho kommer Zlatan til hjælps: Skuffet over holdet

At Manchester United kun fik 1-1 med hjem fra Belgien efter et møde med Anderlecht er for lidt, mener Jose Mourinho. Men han fritager Zlatan Ibrahimovic for skyld.

Zlatan Ibrahimovic kan så utroligt mange ting, men han viste ikke meget af det i sidste uges kvartfinaleopgør i Europa League mod Anderlecht. Men han får alligevel opbakning af sin træner, Jose Mourinho, forud for returopgøret, hvor Manchester United skal forsøge at gøre 1-1 i første opgør til videre avancement.

- Jeg var ikke skuffet med Zlatan, jeg var skuffet over holdet, siger Jose Mourinho forud for den anden kamp mod Anderlecht ifølge Sky Sports.

- Holdet havde kampen i deres hule hånd, men afgjorde det ikke. Vi kunne have snakket om en venskabskamp i andet opgør, hvis vi havde vundet 3-0 i Anderlecht. Kampen kunne have været sjov at spille og en mulighed for at give en som Axel Tuanzebe, eller nogle af vores andre unge spillere, spilletid uden den slags store pres. 

Dermed fritager Jose Mourinho sin stjerneangriber for en smule af den negativitet, der har været omkring holdet efterfølgende. 

Manchester United-spillerne var dog hurtige til at komme spillemæssigt ovenpå igen. I søndags slog de således Premier Leagues førerhold Chelsea med de sikre cifre 2-0.

Men i aften venter returopgøret mod Anderlecht i Europa League. Den kamp starter klokken 21.05.