Nicolai Larsen: Vi falder sammen
Illustration
Europa League

Nicolai Larsen: Vi falder sammen

AaB-keeperen påtager sig en del af skylden efter sin udvisning i 6-0 nederlaget til Steaua Bukarest.

Hvad der længe lignede en lovende kamp for de danske mestre endte i en stor nedtur, da nordjyderne på udebane tabte med hele 6-0 til Steaua Bukarest. En skidt start på Europa League-gruppespillet, hvor danskerne dog havde store chancer i første halvleg. 

En udvisning til Nicolai Larsen satte dog gang i værterne på et straffespark, og her startede den helt store nedtur. Af samme grund påtager AaB-keeperen sig også en del af ansvaret for ydmygelsen: 

- Det var en skidt dag på kontoret for os alle sammen, men specielt også for mig. Ud over at vi taber 6-0, så får jeg også rødt kort. Det var ikke særlig sjovt. Så vidt jeg husker, så rammer jeg bolden først, og så rammer han mig. Straffesparket kan godt dømmes, men jeg synes ikke, at det røde kort er. Det er ikke en oplagt scoringschance, han spiller jo bolden ud af banen. Havde han kunnet afslutte, havde det været en anden sag, siger Nicolai Larsen til Ekstra Bladet, og understreger:

- Jeg er sindssygt ked af det. For vi falder jo helt sammen efter det her, og det er jo til dels min skyld, siger Nicolai Larsen om den episode, der ændrede Europa League-kampen totalt.

Mandag skal de danske mestre forsøge at rejse sig, når holdet på udebane møder FC Vestsjælland i Superligaen.