Det var en flok skuffede Brøndby-spillere, der én efter én kom ud til pressen her torsdag aften. Én af de mest skuffede var 32-årige Mikael Nilsson, der mener, at Brøndby satser for meget på at fremtvinge en scoring lige efter Nuno Coelhos 2-0 mål seks minutter før tid. 2-0 nede havde Brøndby stadig et resultat, der ville sende dem i forlænget spilletid.
- Måske satser vi lidt for meget efter 2-0 målet. Vi skulle have været lidt mere kolde og ladet tiden gå og tage den forlængede spilletid, for hvis de havde scoret i den, havde vi haft bedre tid til at gøre noget. Nu scorer de til 3-0 med to minutter tilbage, hvor vi ikke kan nå noget. Måske skulle vi have været lidt bedre og mere klare i hovederne i den situation, siger Mikael Nilsson til tipsbladet.dk.
LÆS OGSÅ: Brøndbys bedste og værste
Den svenske midtbanespiller er dog ikke fuldstændig entydig i analysen af de sidste minutter på Brøndby Stadion.
- Samtidig prøver vi jo at gå efter det mål, vi behøver for at gå videre. Det er altid let bagefter at sige, at vi skal gøre sådan og sådan. Set over 90 minutter, spiller vi en rigtig god kamp. Vi går vel frem på grund af en almen entusiasme og følelse, at vi kan score det mål. I stedet får de så en omstilling og scorer til 3-0. Vi er meget skuffede og kede af det. Det er tungt lige nu, påpeger Nilsson.
Faktisk spillede Brøndby en rigtig god kampen og kampens cifre fremstår fuldstændig misvisende. Brøndby dominerede kampen i en periode i anden halvleg, hvor det var ren powerplay mod Sportings mål. Desværre var det Brøndbys fejl i den anden ende, der kostede.
- Egentlig gør vi ikke noget galt i kampen, men vi laver nogle fejl, og hvis Brøndby skal slå Sporting over to kampe, så må vi ikke lave for mange fejl, og når vi gør, så er det her desværre, hvad der sker.