Video : Tipsbladet
Europa League

Poulsen: Vi har spillet godt i de europæiske kampe

Jakob Poulsen er tilfreds med FC Midtjyllands ageren i Europa trods skønhedsfejl.

FC Midtjyllands midtbanedynamo Jakob Poulsen skal på ny dirigere tropperne i europæisk sammenhæng, når FCM i aften møder polske Arka Gdynia.

Indtil nu har man slået Derry City og Ferencvaros med stor kvalitet i truppen:

- Mod Derry City og i første halvleg mod Ferencvaros var vi ikke helt på niveau defensivt, men det er vi blevet opmærksomme på og har ryddet op i. Ud over det har vi spillet godt i de europæiske kampe.  Vi har en del spillere, der har prøvet at spille europæisk efterhånden. Samtidig handler det også om kvalitet, for man kan have nok så meget erfaring, men uden niveau er det ligegyldigt. Der synes jeg, vi rammer balancen med høj kvalitet og så den erfaring, der kan gøre den sidste forskel, siger han til jp.dk.

I den første kamp mod ungarske Frencvaros scorede Poulsen tre kasser, men det skal man dog ikke forvente fra ham mod polakkerne i aften:

- Der gik knap 15 år af min karriere, før det skete første gang, så jeg ville nok vente 15 år mere, før jeg satsede på det igen, lyder det fra FCM-spilleren.

Kampen mod Arka Gdynia starter kl. 20, og du får selvfølgelig et fyldigt sammendrag af kampen på tipsbladet.dk.