Randers-kaptajn: Skal være bedre end et hold fra Andorra
Europa League

Randers-kaptajn: Skal være bedre end et hold fra Andorra

Klokken 18.00 sætter Randers FC sæsonen i gang med et møde ude mod Sant Julia. Over to kampe skal Randers FC være bedre, lyder det fra kaptajn Christian Keller.

Det er mindre end en måned siden, at sidste sæson sluttede i Superligaen, og en spiller som Nicolai Brock-Madsen har endnu ikke holdt ferie, fordi han var med det danske U/21-landshold til EM i Tjekkiet.

Men allerede klokken 18.00 torsdag aften sætter Brock-Madsen og Randers FC gang i sæsonen, når klubben på udebane møder Sant Julia fra Andorra i første runde af Europa League-kvalifikationen. Selv om det er en ubekendt faktor, skal Randers FC videre, mener kaptajn Christian Keller.

- Det vigtigste for os bliver helt sikkert, at vi ikke må undervurdere Sant Julia. Vi har ikke set særligt meget video med dem, og vi ved i det hele taget ikke rigtig, hvilken størrelse der venter os. Men det skal vi heller ikke gøre. Vi skal fokusere på os selv, for over to kampe skal vi være bedre end et hold fra Andorra, siger Christian Keller til Randers Amts Avis.

Randers FC må undvære blandt andre Kasper Fisker, der er skadet, samt angriber Mikael Ishak, der først blev færdig med U/21-EM i tirsdags, hvor Sverige vandt finalen over Portugal. Men holdet bør alligevel være stærkere end Sant Julia og kommer forhåbentlig hjem med en sejr.

Der er returkamp om en uge i Viborg, da græsplænen i Randers endnu ikke er klar til fodbold.