Rashani: Bliver hårdt i varmen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Europa League

Rashani: Bliver hårdt i varmen

Elba Rashani ser frem mod en svær opgave for Brøndby torsdag aften i Europa League-kvalifikationen.

30 til 35 grader i skyggen. Gode forhold for turister, men ikke for Brøndby IF, når holdet i bagende hede gæster Omonia og Cypern i Europa League-kvalifikationen. Det danske mandskab skal samtidig jagte et resultat, da man kun fik 0-0 i første opgør hjemme på Brøndby Stadion. 

Der er da også lagt i ovnen til en svær dyst sydpå. Det understreger Brøndby-profilen Elba Rashani, der dog er opsat på at levere det nødvendige torsdag: 

- Det bliver en hård og svær kamp for os i varmen. Vi har jo allerede mødt dem hjemme i Brøndby og set, at de er et godt hold, men vi vil videre i turneringen. De var afventede i det første opgør, og jeg forventer, at vil angribe mere, nu hvor de er på hjemmebane, siger Elba Rashani til klubbens hjemmeside. 
 
Brøndby-spilleren har da også opskriften klar, hvis det danske mandskab skal sikre videre avancement: 
 
- Først og fremmest skal vi levere i den disciplin, der hedder at spille en god udekamp i Europa. Vi er et ungt hold, men vi er begyndt at få noget erfaring med det, så det er fordelen ved at være trådt ind allerede i første runde. Vi har fået en skidt start i Superligaen, men en god start i Europa som ubesejrede med fem clean sheets i streg. Målet er at gøre det godt i begge turneringer, og derfor har vi fuldt fokus på, at vi skal gøre arbejdet færdigt mod Omonia. Først må vi jagte muligheden for at spille os videre i Europa, og så må vi løfte os i Superligaen bagefter, udtaler han.
 
Kampen mellem Omonia og Brøndby IF spilles torsdag klokken 18:00.