Rosenborg vinder danskermøde i Amsterdam
Foto: Andy Astfalck/GettyImages
Europa League

Rosenborg vinder danskermøde i Amsterdam

Fire danskere var i aktion, da Rosenborg overraskende vandt med 1-0 mod Ajax.

Det blev Nicklas Bendtner og Mike Jensen, der trak det længste strå torsdag aften, da Rosenborg gæstede Ajax Amsterdam i et sandt danskermøde.

Begge de to danskere spillede hele kampen for Rosenborg, mens Jacob Rasmussen så hele kampen for bænken.

Også Lasse Schöne spillede hele kampen for Ajax. Kasper Dolberg startede ligeledes inde, men blev skiftet ud efter lidt over en times spil.

Med 13 minutter igen scorede nyindkøbte Adegbenro kampens enlige mål i en chancefattig affære, hvor Ajaxs talenter havde svært ved at udnytte hjemmebanefordelen.

Der er returopgør i Rosenborg i næste uge, og hvis Nicklas Bendtner og co. ender med at sende sidste års Europa League-finalister ud allerede i kvalifikationen, vil det være noget af en sensation. 

I kvalifikationens andre kampe vandt AC Milan blandt andet med hele 6-0 over Shkendija og er dermed så godt som sikre på at skulle spille med i efterårets Europa League-gruppespil.

Everton sendte Brøndbys overmænd Hajduk Split hjem fra Goodison med et 2-0 nederlag og Krasnodar, der slog Lyngby ud af turneringen, vandt deres første kamp over Røde Stjerne Beograd med 3-2 hjemme.