Europa League

Silberbauer klar på den rigtige klub

Michael Silberbauer har bemærket, at Young Boys tilsyneladende gerne vil sælge ham, og landsholdsspilleren er klar på et skifte, hvis den rette mulighed opstår.

Michael Silberbauer kan meget vel spille i en anden klub end Young Boys, når transfervinduet lukker i begyndelsen af september.

Da Tipsbladet efter Young Boys' 3-0 sejr mødte schweizernes sportsdirektør Ilja Kaenzig og spurgte til Michael Silberbauer, understregede Kaenzig, at Young Boys ikke decideret har sat Silberbauer til salg og ikke med al vold og magt vil af med danskeren.

Men Young Boys' ledere lægger ikke skjul på, at det ikke fungerer at have en højt profileret - og sandsynligvis også velbetalt efter sit skifte fra Utrecht på fri transfer - dansk landsholdsspiller siddende udenfor, og ifølge Ilja Kaenzig passer Michael Silberbauer ikke ind i spillestilen.

- Denne situation er hverken god for klubben eller for Michael. Han er en etableret spiller, og som jeg sagde til en af dine kolleger, der spurgte, om han var god nok, så jo, Michael er god nok, også for os. Han er en rigtig god spiller, han passede bare ikke ind. Hans kvaliteter er først og fremmest defensive, og vi er et hold, der dominerer de fleste af vores kampe. En spiller som ham bør være en nøglespiller på vores hold, og vi kan ikke bare acceptere den nuværende situation og lade det fortsætte, siger Ilja Kaenzig til tipsbladet.dk.

- Vi skal finde en løsning, der er i hans interesse. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis han kom tilbage, og det kan være, han gør det, hvis vi kommer i Europa League og skal spille en masse kampe. Men som 31-årig skal man ikke spilde tiden, og han har været en meget vigtig spiller i sine tidligere klubber. Finder vi en løsning, der er i hans og vores interesse, så tager vi den, gør vi ikke det, så er det ikke sådan, at vi bare uden videre skiller os af med ham. Han har været i vores spillerråd, og vi kan ikke sætte en finger på hans indsats. Det er bare ikke tilfredsstillende, som det er gået, siger Ilja Kaenzig.

- Vi havde store forventninger, han havde store forventninger, og det kom aldrig rigtig til at fungere. Han er ikke kommet til at spille den afgørende rolle, han har gjort i sine tidligere klubber. Det er trist at se ham på bænken. Det her ægteskab virkede bare ikke, siger Ilja Kaenzig.

Klar til det rette skifte
Michael Silberbauer, der blev skiftet ind i slutfasen af torsdagens 3-0 sejr over FC Midtjylland, har bemærket udmeldingerne fra Young Boys. Og han er klar på et skifte, hvis tilværelsen som bænkevarmer og tilskuer fra tribunen varer ved.

- Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tager det, som det kommer. Men jeg kan godt fornemme...selvom han (Ilja Kaenzig, Red.) måske siger, at det er taget lidt ud af en kontekst, så synes jeg, at jeg kan mærke klubbens agenda. Jeg prøver at gøre det så godt som muligt til træning, og jeg synes, at jeg gjorde det godt i de kampe i starten, hvor jeg spillede. Jeg synes egentlig ikke, at det er gået dårligt, siger Michael Silberbauer til tipsbladet.dk.

Danskeren røg brat ud af Young Boys' startopstilling i begyndelsen af august, og han har ikke fået de store forklaringer på, hvorfor han er gået fra at være fast starter i sidste sæson og i opstarten til at være langt fra fast spilletid i Bern-klubben.

- Jeg havde kampene (de to første i sæsonen, Red.) i ligaen, kampene imod Chisnau i Europa League og alle træningskampene op til, så det kom fra den ene dag til den anden, at jeg pludselig ikke var med, siger Michael Silberbauer.

- Jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, om de har holdt et møde, eller hvad de har. De har ikke meldt fuldstændigt ud til mig, jeg har også selv måttet drage mine egne konklusioner, siger Michael Silberbauer.

- Jeg vil helst spille fodbold. Men så længe, jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg gør det så godt som muligt til træning, og når jeg spiller, så føler jeg ikke, at jeg kan gøre så meget mere. Jeg kan ikke bare gå ind og hamre i bordet, der er en træner, der sætter holdet. Og holdet er godt, det er ikke fordi, det er et dårligt hold. Det er, som det er i udlandet. Jeg er ikke den første og nok heller ikke den sidste, der kommer i situationen, siger Michael Silberbauer.

Den erfarne midtbanespiller, der også er blevet brugt som back på landsholdet, vil dog langt fra forlade Young Boys for en hvilken som helst klub.

- Det er hverken optimalt for mig eller Young Boys, at jeg sidder derude på bænken. Der er en uges tid tilbage i transfervinduet, og vi får se, hvad der sker. Det skal være noget ordentligt. Jeg gider ikke tage et sted hen for at tage et sted hen, det skal være noget ordentligt. Nu må vi se, hvad der sker. Min agent er selvfølgelig underrettet, og så tager vi den derfra, siger Michael Silberbauer.

I den schweiziske avis Blick forlød det, at der var interesse fra Holland, og selv synes Silberbauer ikke, at det er en ulogisk tanke, selvom han intet har hørt fra hverken danske eller udenlandske klubber.

- Nogle gange kigger man hen, hvor folk kender en, og det er jo i Holland, jeg sidst spillede .Men hvad der præcist sker, det ved jeg ikke, siger Michael Silberbauer.

- Det er sådan noget, der kan gå hurtigt og ske på få timer, eller det kan tage lang tid. Både omkring det at starte inde og sidde ude og så det at skifte klub kan gå meget hurtigt, siger Michael Silberbauer.

Michael Silberbauer har kontrakt med Young Boys indtil sommeren 2015 og har tidligere spillet for Utrecht, FC København og AaB.