Video : Tipsbladet
Europa League

Sotiriou om første EL-kamp: Derfor jeg kom til FCK

Det var blandt andet for at spille europæisk fodbold, at Pieros Sotiriou kom til FC København, så angriberen glæder sig til torsdagens Europa League-kamp mod Lokomotiv Moskva.

Med sit flotte tæmning og resolutte afslutning ved 1-0-målet mod FC Midtjylland søndag eftermiddag var Pieros Sotiriou vigtig for FC Københavns 4-3-sejr. Med sejren fik mestrene et stærkt rygstød forud for sæsonens første Europa League-kamp på torsdag mod Lokomotiv Moskva.

Selv om det ikke blev til Champions League-fodbold, som de havde håbet på i hovedstaden, kan Sotiriou godt glæde sig over udsigten til Europa League. For fast deltagelse i europæiske gruppespil var en medvirkende årsag til, at angriberen endte i FC København.

- Det var en god kamp for os, og vi ser frem til kampen mod Lokomotiv Moskva med selvtillid. Vi glæder os til at spille europæisk igen, og de kampe er en af grundene til, at man spiller for FCK. Vi har et mål om at gå videre fra gruppen, selv om vi ved, at det bliver nogle svære kampe. Jeg kender ikke så meget til Lokomotiv Moskva endnu, men de er et af Ruslands stærkeste hold, så det bliver svært, men vi tror på os selv, siger Pieros Sotiriou til fck.dk.

Lokomotiv Moskva ligger før FCK-kampen på andenpladsen i den russiske liga med 20 point efter ni kampe. Zenit Skt. Petersborg har 21 af slagsen. 

Med sin scoring mod FC Midtjylland kom Pieros Sotiriou på tavlen for FCK for første gang siden 2. august, og det glæder ikke overraskende den cypriotiske angriber.

- Det er mit job at score mål både i Superligaen og i Europa. Det vigtigste er altid, at holdet vinder, men det er en af mine opgaver at være med til at sørge for, at vi får scoret. Jeg er glad for målet, jeg scorede søndag, hvor William lavede et godt oplæg, og det har også givet mig personligt mere selvtillid. Jeg glæder mig til kampen på torsdag, hvor vi alle vil arbejde hårdt for at få en god start på gruppen, så vi kan nå målet om at gå videre, siger han.

Der er kickoff fra Parken på torsdag klokken 19.