- Standard Liege har solgt ud

Mehdi Carcela-Gonzalez (i rød trøje) er en af de profiler, der har forladt FCK-modstanderen Standard Liege i sommerpausen.
FC Københavns modstander i torsdagens Europa League-opgør, belgiske Standard Liege, er langt fra hvad de har været.

Torsdag aften skal FC København for anden gang dette efterår prøve kræfter med Europa League. "Løverne" skal til Belgien, hvor traditionsklubben Standard Liege tager imod på Stade Maurice Dufrasne. De danske mestre vandt deres første kamp mod ukrainske Vorskla med 1-0, men i morgen venter en væsentlig mere navnkundig modstander. Standard Liege er imidlertid ikke, hvad de var for bare få måneder siden.

- Standard er et hold, der har solgt deres fire største profiler i sommerpausen uden at få nævneværdige erstatninger ind igen. De har solgt spillere for 200 millioner kroner, og det kan i dén grad mærkes, fortæller danske Jesper Jørgensen, der til daglig spiller i samme liga som Standard Liege med sin belgiske klub Gent.

Spillerne, der i sommer indbragte Standard Liege 200 millioner kroner, var nogle af de absolut bedste i Belgien. Axel Witsel, der er blandt Europas mest interessante midtbanespillere, blev solgt til Benfica, mens en anden portugisisk storklub, FC Porto, tog sig af Steven Defour og Eliaquim Mangala. Endelig blev marokkanske Mehdi Carcela-Gonzalez i slutningen af transfervinduet købt af den storspenderende russiske klub, Anzhi. Det er derfor et relativt profilfattigt mandskab, der nu står tilbage.

- De har en dygtig angriber i Mohammed Tchité (tidl. Racing Santander, red.), og så har deres anfører Jelle van Damme både power og hovedstødsstyrke. Jeg har spillet mod dem en enkelt gang i denne sæson, og det er svært at sige, hvordan de spiller. I sidste sæson var de meget båret af enkeltmandspræstationer, men det er de af gode grunde ikke så meget længere, fortæller Jesper Jørgensen til tipsbladet.dk.

I sidste sæson blev Standard Liege nummer to i ligaen og belgiske pokalvindere. I år er der knap så meget at frygte fra dem. Én ting skal FC København dog være forberedt på.

- FCK kommer til at spille på et stadion med et meget entusiastisk publikum. Der er næsten udsolgt hver gang, og det er et rigtig fint sted at spille, fortæller Jesper Jørgensen, der tror på en tæt kamp.

- Jeg tror, FCK er svag favorit, men det kan nemt ende med en uafgjort, slutter den tidligere Esbjerg-anfører.

Med otte runder spillet af den belgiske liga, ligger Standard Liege nummer syv med otte point. FC København fører den danske liga suverænt.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: