Steinlein: Har skrevet gruppespilsdatoer i kalenderen
Europa League

Steinlein: Har skrevet gruppespilsdatoer i kalenderen

FC Midtjyllands sportsdirektør har en stor tro på, at ulvene kan komme i Europa League-gruppespillet.

FC Midtjylland havde en fornem europæisk kampagne i sidste sæson, hvor der skulle mægtige Manchester United til for at spænde ben for de midtjyske ulve. I aften tager de danske bronzevindere hul på en ny europæisk færd, når holdet møder FK Suduva fra Litauen.

Ulvenes sportsdirektør Claus Steinlein håber, at FC Midtjylland for anden sæson i træk kan nå hele vejen til gruppespillet i Europa League. Optimismen er i hvert fald til stede efter sidste sæsons positive oplevelser.

- Det er en barriere, vi har brudt på samme måde, som DM-guldet var det. Nu tør vi tro på det og ved, at det kan lade sig gøre. Oplevelserne sidste år gør kun, at vi har fået endnu mere sult efter det og endnu mere tro på, at det kan lade sig gøre. I år står datoerne for gruppespillet allerede i min kalender. Det gjorde de ikke sidste år, siger Claus Steinlein til Herning Folkeblad.

FC Midtjylland er på baggrund af sidste sæsons resultater seedet hele vejen til gruppespillet, og det betyder, at vejen er en smule nemmere end i fjor. Hvis ulvene som ventet overvinder FK Suduva over to kampe, skal holdet møde den samlede vinder af opgørene mellem FC Vaduz og FK Sileks. 

FC Midtjylland tjente i sidste sæson i omegnen af 50 millioner kroner på Europa League.