Thygesen: Svært at forberede sig til Europa League
Europa League

Thygesen: Svært at forberede sig til Europa League

Mikkel Thygesen ved ikke helt, hvad der venter, når han får debut for Randers FC i Andorra i Europa League-kvalifikationen.

Efter et halvt år hos Hobro er Mikkel Thygesen netop skiftet til Randers FC, hvor han skal være i de næste to sæsoner.
 
Det betyder også, at han kan få debut i sin nye trøje i Andorra på torsdag, når Randers møder UE Sant Julia i kvalifikationen til Europa League. 
 
Umiddelbart er det et hold, som Randers bør kunne slå, men Mikkel Thygesen tør ikke at undervurdere den kommende modstander. 
 
- Det har været svært at forberede sig, for vi ved ikke rigtig, hvad vi kommer ned til. Det er dog underordnet, for vi ved godt, hvad det kræver af os. Det kræver en professionel indsats, og det er vi klar over og villige til at levere. Kampen kommer lidt tidligt i vores opstart, så vi er nok ikke helt der, hvor vi skal være endnu. Men vi vil i hvert fald tage derned og yde en professionel og god indsats, siger midtbanespilleren til klubbens hjemmeside.
 
Opgøret spilles klokken 18 på torsdag, og returopgøret finder sted den 9. juli i Randers.