Video : Tipsbladet
Europa League

United sled sig videre til finalen

Manchester United var lige ved at smide det hele til sidst, men fik alligevel sikret sig pladsen i Europa League-finalen mod Ajax.

Med en 1-0-sejr på udebane mod Celta Vigo havde Manchester United gode betingelser for at spille sig videre fra semifinalen i Europa League i aftenens returopgør på Old Trafford.

Det lykkedes da også for den engelske storklub at booke en billet til finalen i Stockholm med uafgjort 1-1 og dermed et samlet resultat på 2-1.

Allerede efter bare 17 minutter blev Daniel Wass, Pione Sisto og resten af Celta Vigo sendt mod et endegyldigt Europa League-exit. Her sendte Marcus Rashford et indlæg direkte i panden på Marouane Fellaini, som ingen problemer havde ved at passere målmanden.

Celta Vigo prøvede at komme tilbage i kampen ved at udskifte Daniel Wass 46 minutter inde i kampen, og det lykkedes til dels også da Facunda Sebastian Roncaglia udlignede med fire minutter til slutfløjt. I de døende sekunder fik John Guidetti en kæmpechance for at sikre en finaleplads til gæsterne, men han kiksede skuddet.

Desværre for det spanske hold var 1-1 ikke nok til at gå videre sammenlagt, da Manchester United altså havde et mål fra den første kamp at gøre godt med.

Manchester United er derfor nu klar til Europa League-finalen den 24. maj, hvor Ajax venter.