I alt tre danske hold er torsdag aften i aktion, når Europa Leagues tredje kvalifikationsrunde skydes i gang. Brøndby IF er et af dem, når de kl. 20 møder kroatiske Hajduk Split på Brøndby Stadion i den første af to kampe.
Hjemmeholdets tyske cheftræner Alexander Zorniger har respekt for de kroatiske modstandere og udpeger også sit fokus:
- Hajduk Split er et godt hold, der er gode til at bruge deres fart – specielt med deres to 10’ere, der er dygtige i deres offensive løb. Vi skal kontrollere omstillingerne. Det bliver et af nøglepunkterne for kampen, fortæller Zorniger til klubbens hjemmeside.
Det kroatiske mandskab er kendt for at have en del medrejsende tilskuere, men det er modsat modstanderens omstillinger ikke noget, som Zorniger bekymrer sig om:
- Jeg er ikke interesseret i Hajduks fans, kun i vores egne, og de skal nok give os den opbakning, vi har brug for, så ingen er i tvivl om, hvem der er på hjemmebane, fortæller cheftræneren.