But can he do it on a cold rainy night in Stoke? er ofte et af de spørgsmål, man troller store spillere med på de sociale medier. Ville Messi kunne lave lidt daller på Britannia Stadium, eller ville han falde igennem? Det ved vi ikke, medmindre argentineren en dag tager til Premier League. Men én ting var sikker inden dagens kamp mellem Stoke og Everton: Der var tåget, det regnede, og vejret var noget nær miserabelt i Stoke, da The Potters tog imod Everton. Could Everton do it on a rainy night in Stoke?
Det startede i hvert fald fortrinligt i det triste Stoke-vejr for gæsterne. Romelu Lukaku skulle nemlig vise sig fra sin bedste side, da han sikkert eksekverede et straffespark. Det kunne han altså godt på sådan en grå Stoke-dag. Butland hoppede til sin højre side, belgieren skød halvt i midten, halvt til Stoke-keeperens venstre side. Sikkert udført - og Lukaku får altså dermed et But can he do it on a rainy night in Stoke?-diplom.
Men det skulle blive værre for Stoke. Et hjørnespark - af alle ting - resulterede i et mål til gæsterne. Seamus Coleman kom højest på indlægget og headede flyvende gæsterne på 2-0. Regnen, tågen og det grå vejr var ikke noget, der holdt Coleman fra at bringe gæsterne i front.
Ja, i første halvleg var der kun én ting, der ikke kunne fungere i Stoke. Og det var Stoke. Det kunne slet ikke få det til at hænge sammen i det grå og kedelige vejr. Måske symbolsk for, at Stoke ikke længere er den klassiske defintion på den måde, Tony Pulis praktiserede sin Stoke-fodbold på.
Alt sejlede simpelthen bare for Stoke. For Aaron Lennon slap igennem og løb direkte op mod Butland i Stoke-målet. Her svigtede hurtigløberen ikke og bragte gæsterne på 3-0. Romelu Lukaku ville gerne give sin holdkammerat en high five, men den tidligere Tottenham-spiller orkede måske ikke at gøre sig selv mere våd end nødvendigt, fordi belgierens hånd blev - måske ubevidst - afvist af den 28-årige fløj.
Sejren var så sikker, som noget kan være, og dermed kravler Everton op på syvendepladsen og har fire point op til sjettepladsen, der giver EL-kvalifikation.