FCK-dna på midten: Kvist ser stor fordel - men forstår Delaneys drøm
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Generelle

FCK-dna på midten: Kvist ser stor fordel - men forstår Delaneys drøm

FC København stiller i foråret op med en central midtbane, der har en stor og lang fortid i FCK og KB. William Kvist ser en klar fordel i makkerskabet med Thomas Delaney, men forstår holdkammeratens drøm om et klubskifte.

Da FC København i søndags åbnede forårssæsonen med en 2-1-sejr hjemme over Esbjerg, var det med William Kvist og Thomas Delaney sammen på den centrale midtbane. 
 
Med tanke på salget af Daniel Amartey, er der ikke noget overraskende i det, men det var alligevel noget særligt at se de to københavnere med lang fortid i FCK og KB danne en central duo på det, de kalder Byens Hold. Kvist og Delaney har ganske vist spillet sammen tidligere, men de har ikke en lang fortid sammen som makkerpar. 
 
Som Tipsbladets print-udgave omtalte tirsdag, var Delaney en ung spiller på vej frem, da Kvist sidst var i FCK, og da sidstnævnte kom tilbage til klubben i sommer, blev det første halvår brugt på at bygge formen op igen, mens Daniel Amartey og Thomas Delaney var det primære valg på den centrale midtbane. 
 
Men i foråret er der lagt op til, at de to spillere skal spille sammen inde centralt med al deres bagage fra en lang fortid i klubben. Det er en fordel, mener William Kvist. 
 
- Det med at bevare kultur og spillestil passer godt med den måde, som FC København og Ståle gerne vil køre tingene på. Man kan snakke om en akse og et hjerte på et hold. Jeg tror, at det er en fordel med to gamle FCK-drenge, som ligger derinde og har en stor påvirkning på kampene, men også uden for banen, siger William Kvist til tipsbladet.dk. 
 
Fedt for fans
Selvom Kvist har spillet 296 førsteholdskampe for FC København og Delaney står noteret for 198 af slagsen, så er det relativt få af de i alt næsten 500 kampe, der er blevet spillet sammen som makkerpar. Derfor vil der stadig være noget tilvænning i samarbejdet, men processen bliver gjort lettere af den FCK-dna, de begge bærer. 
 
- Sådan vil det nok være, og jeg synes egentlig ikke, at det har været så dårligt. Snarere tværtimod. Relationen vil nok være bedre end hvis det var to tilfældige, der spillede derinde. Vi har begge to været i klubben i lang tid, så vi kender hinanden og måden at spille på. Vi kan bruge hinanden rigtig meget, for vi forstår hinanden, fordi vi har spillet i samme klub i mange år. Vi forstår, hvor vi gerne vil hen med holdet, og hvilke impulser vi gerne vil give til holdet i de forskellige kampe. Jeg ser det som en god fordel, lyder det fra William Kvist, der ser FCK-baggrunden hos de to spillere som en stor fordel på flere fronter.  
 
- Jeg kan ikke se det som andet. Som fan tror jeg da også, at det er fedt. Jeg har også selv været fan som yngre, og jeg kunne også bedre lide de spillere, der kom fra egen avl. Det var dem, jeg så op til som ung fan og ung KB-spiller. Det har en vis værdi, selvom man også skal have nogle spændende, eksotiske spillere, der kommer udefra. Der skal være en god blanding, siger Kvist med tanke på det nuværende FCK-hold, der tæller flere københavnske spillere. 
 
- Vi har også Zanka i midterforsvaret, så vi har en akse med folk, der har rutine i klubben og kulturen, og som kommer fra København. Det kan jeg godt lide, og på den måde er jeg nok mere gammeldags. Men det giver også en stabilitet, der er sjælden i fodboldverdenen. Jeg tror, det er med til at skabe større stabilitet, at vi har nogle folk, der kommer herfra, kender det hele, har været lidt ude at prøve noget. På lang sigt kan det give resultater, mener William Kvist. 
 
Kvist forstår Delaneys ønske
Men spørgsmålet er naturligvis, hvor længe samarbejdet mellem KB-drengene Kvist og Delaney kommer til at vare. I den forgangne uge har der været mange spekulationer om Thomas Delaneys fremtid, fordi midtbanespilleren afviser at forlænge sin kontrakt med FCK. Det kan betyde en afsked allerede til sommer. 
 
William Kvist forstår godt holdkammeratens overvejelser.  
 
- Jeg har selv stået i den situation. På et tidspunkt vil man gerne prøve at komme videre. Delaney har spillet en super sæson, og det er klart, at han på et tidspunkt skal prøve sig selv af på højere niveau. Han har bevist, at han er god nok til det. Så må klubben og Delaney jo finde ud af, hvornår den timing ligger. 
 
- Der er ingen tvivl om, at man som sportsmand og konkurrencemenneske på et tidspunkt vil prøve at opnå det højeste, man kan. Som han spiller i øjeblikket, vil han få mulighed for at prøve sig af på et højere niveau på et tidspunkt. Det skal man have lov til. 
 
- Jeg ved ikke, om vi er del af en fødekæde, men det er også fantastisk, at man kan udvikle en Delaney gennem så mange år i KB og FCK, og så kan man sælge ham videre, så man kan se, hvor dygtig man er til at udvikle spillere i København. Hvem ved? Så kan det være, at han ligesom mig kommer tilbage som et gammelt røvhul og giver noget videre igen. Det er da også en fed historie, mener William Kvist, der gerne så Delaney blive i København, men også godt kan forestille sig at få ny makker til sommer. 
 
- Vi har en historie i FCK. Vi vil gerne være de bedste, og vi vil også gerne holde på de bedste spillere. Sådan har det altid været. Men man skal også have noget tid til at finde nogen til at tage over. Sådan vil det hele tiden være. Det vigtigste er at være på forkant med det, fastslår William Kvist.