Video: FCK vandt over Viborg efter kontroversielt mål
Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Generelle

Video: FCK vandt over Viborg efter kontroversielt mål

FC København kunne have scoret massevis af mål mod Viborg søndag eftermiddag, men det blev kun til ét - og det var et lige på kanten af det kriminelle.

FC København skulle søndag eftermiddag i kamp mod Viborg i jagten på FC Midtjylland og førstepladsen, der efter denne runde giver millioner i tv-penge-fordeling. Efter en kamp, hvor FCK sad på stort set alt, blev det til en fortjent 1-0-sejr til københavnerne.

I første halvleg burde FC København allerede været kommet foran, da både Thomas Delaney og Nicolai Jørgensen kom frem til store muligheder. Dog var Viborg-målmand Peter Friis-Jensen ikke lige sådan at overliste.

Viborg havde dog også selv muligheder. Nyindkøbet Ante Rukavina blev sendt helt alene ned mod FCK-målet, men da han skulle tage det sidste træk inden skuddet fumlede han bolden væk fra sig selv, så Stephan Andersen nemt kunne samle den op. 

 

Der skulle man ind i anden halvleg, før det skete. Et stykke ind på Viborgs banehalvleg blev der dømt frispark til FCK, og det blev sat i gang hurtigt. Andreas Cornelius fik bolden i feltet i fødderne, hvor han kunne holde den direkte modstander væk med sin gode fysik. Derefter spillede han bolden videre i feltet til Youssef Toutouh, der lagde bolden i mål.

Det var dog et mål, som Viborg-spillerne og træner Johnny Mølby reagerede kraftigt på. Bolden var nemlig stadig i spil, da frisparket blev taget. Det tog Viborg-spillerne så meget på sengen, at FCK kunne udnytte forvirringen til en scoring.

 

 

Kort efter kunne det være blevet til 2-0, men Mathias 'Zanka' Jørgensens hovedstød ramte stolpen i stedet for netmaskerne. Helt til sidst kunne Nicolai Jørgensen, der dog spillede en god kamp, have lukket ballet, men den helt frie position endte med en afslutning i hænderne på Friis-Jensen.

Med sejren er FC København nu á point med FC Midtjylland, men FCM har en kamp mere i hånden mod AGF - og en målscore, der er ét mål bedre end FCK's. Derfor skal der en AGF-sejr til, hvis FCK skal have førstepladsen og flest tv-penge efter denne runde.