Testkampene op til Superliga-starten er i fuld gang, og for FC Nordsjælland stod lørdagens prøve på svensk modstand i form af IFK Göteborg, der endte med uafgjort 1-1. En kamp der foregik med hue og handsker i snevejr.
FC Nordsjælland bragte sig foran med 1-0 ved den islandske angriber Gudjon Baldvinsson. Men med 12 minutter igen blev det til svensk udligning, og sådan endte det altså.
Det lignede dog ud fra FC Nordsjællands live-dækning fra kampen, at det godt kunne være blevet andet end uafgjort uden, at det skulle have været uretfærdigt.
- Vi har styret spillet siden udligningen. Burde være foran 3-1 nu. De unge spiller hurtigt, skriver klubben på deres officielle twitter-konto.
Med de danske briller på kunne man for IFK se Søren Rieks komme på banen, men landsholdsspilleren Lasse Vibe var ikke med for IFK i kampen. FCN stillede desuden heller ikke op med nyindkøbet Gudmundur Thórarinsson, der blev præsenteret tidligere lørdag.