Flere FCK-skader i stort nederlag mod Randers
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Flere FCK-skader i stort nederlag mod Randers

Både Danny Amankwaa og Ludwig Augustinsson måtte udgå med skader, da FC København her til aften tabte med 3-0 på udebane mod Randers.

Randers FC holdt trit med Brøndby, der vandt tidligere på søndagen, og holdene ligger side om side på tredjepladsen. Det er facit, efter førstnævnte slog FC København med 3-0 på hjemmebane.
 
FCK stillede op i med et lidt alternativ opstilling, der blandt andet bød på Danny Amankwaa på den centrale midtbane. Det var konsekvensen af en karantæne til Daniel Amartey samt skader til Christian Poulsen og Youssef Toutouh. Der gik dog under et minut, før Amankwaas deltagelse i kampen var slut. 
 
FCK'eren hoppede op i en hovedstødsduel, men landede forkert og fik et vrid, hvorfor han måtte lade sig udskifte. Ind kom Tom Høgli, der overtog højre back fra Christoffer Remmer, der til gengæld blev skubbet op på den centrale midtbane. 
 
Under ti minutter senere kom Ludwig Augustinsson også til skade, hvorfor Pelle Nilsson stod til at komme på banen. Augustinsson blev dog tapet op, fik noget smertestillende og sendt på banen igen. 
 
Med skadesproblemerne af vejen var vejet banen for, at kampen for alvor kunne komme i gang. Vi skulle dog helt hen til det 44. minut, før der virkelig skete noget. Mikael Ishak modtog bolden på midtben af banen i et kontrastød, og han satte i fuld galop direkte mod mål. FCK-forsvaret bakkede og bakkede, indtil Ishak nåede kanten af feltet. Her tog han et lille træk til højre og sparkede så bolden fladt til sin egen ventre. 
 
Det snød åbenbart Stephan Andersen i målet, for han nåede end ikke at bevæge sig efter bolden, før den lå i nettet. 1-0 til Randers ved pausen. 
 
Pelle Nilsson kom ind til starten af anden halvleg, da Augustinsson gik ud, og Ståle Solbakken må frygte for, hvilke spillere han har til rådighed til pokalsemifinalen mod Esbjerg på torsdag.
 
Det må også bekymre FCK-manageren, at hans hold havde så vanskeligt ved at skabe chancer, som tilfældet var mod Randers. Superligaens nummer to var primært farlige på dødbolde, mens det åbne spil ikke fungerede. 
 
Randers sprudlede heller ikke ligefrem, og det gjorde kampen ganske chancefattig for en 3-0'er. Til gengæld var hjemmeholdet effektivt, blandt andet med et kvarter tilbage, da føringen blev fordoblet.
 
En lang frisparksbold blev sendt frem mod Viktor Lundberg, der forlængede videre frem mod Mikael Ishak. Den svenske angriber lod lige bolden hoppe og hakkede så til den med sit venstreben og sendte den hårdt i mål. Flot scoring og 2-0 til Randers.
 
Indskiftede Nicolai Brock-Madsen ville også være med. Med ét minut tilbage af kampen gjorde han det til 3-0. Med ryggen til mål fik han efter et par store bevægelser vendt rundt og sparket bolden fladt i mål. 
 
Inden kampen blev fløjtet af, nåede en anden indskifter, Brandur Olsen, at modtage et direkte rødt kort. I en duel med Kasper Fisker sparkede Olsen benene væk under Randers-fløjen, længe efter han havde sluppet bolden, og dermed måtte FCK slutte kampen med ti mand på banen. 
 
FCK mister dermed både point og et par spillere. Foruden dem, der allerede var ude.