Fokus På: Markus Bay, Ajax – Vilje af stål og talent af guld trodser skader
Foto: Ajax
Generelle

Fokus På: Markus Bay, Ajax – Vilje af stål og talent af guld trodser skader

Hver uge sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. I denne uge har Markus Bay været under D’ BOLD-luppen.

Af: Alfred Winther Groth, D'BOLD

Den 8. juli 2013 skiftede Markus Bay tilværelsen i Brøndby IF ud med en scene af de helt store: den hollandske talentfabrik Ajax Amsterdam. Som blot 16-årig skrev midtbanespilleren under på en to-et-halvt-årig kontrakt. Den traditionsrige hollandske klub og den daværende cheftræner Frank de Boer havde et særligt godt øje til den unge dansker.

Særligt klubbens cheftræner var glad for at tilknytte den unge knægt til holdet, og skortede ikke på rosende. Frank de Boer kaldte således Markus Bay for ”den næste Christian Eriksen”. Fremtiden og mulighederne virkede dengang uendeligt store, men det skulle desværre ikke blive så nemt.

”Havde lyst til at pakke tasken og tage væk”

Det nye hverdag var ikke så nem at omstille sig til, som Bay måske havde troet. Tempoet og intensiteten til træningen var abnormt høj, meget højere end han nogensinde havde oplevet i Brøndby.

Efter blot et halvt år, fik midtbanespilleren en skade i lysken. Det var første gang, at han for alvor prøvede at være skadet over en længere tidsperiode. Derfor slog det også ekstra hårdt:

- I Brøndby havde jeg nærmest ikke en eneste skade, og derfor har det været meget hårdt opleve sådan en skade i Ajax, hvor man sidder i nye rammer, og hvor der er langt hjem til Danmark, fortalte Bay til bold.dk i december måned
Hollandsk ungdomsfodbold er kendt for at være hårdt og brutalt. Det er en kamp om fremtiden, og til hvert eneste træningspas skal der leveres mindst 100 %, hvis man vil være med i trænerens overvejelser. Der er med andre ord ingen kære mor. Det understregede Bay også, da han til klubbens egen hjemmeside i juni måned i år så tilbage i bagklogskabens evindeligt skarpe lys:

- Jeg var langtidsskadet, jeg var langt væk hjemmefra i et fremmed land uden min kæreste, min familie og mine venner. Jeg var nødt til at træffe et valg for mig selv – ville jeg 100 procent være professionel fodboldspiller? Der var øjeblikke, hvor jeg bare havde lyst til at pakke min taske og tage væk. Jeg talte en masse med min far og med Kenny Boilesen (Nicolai Boilesens far, red.). Han ved, hvad der kræves, fordi Nicolai ofte selv har været skadet. Han har virkelig hjulpet mig og min familie.

”Mange andre klubber havde ikke givet mig en ekstra chance”

Til trods for den hårde konkurrence på holdet, så Ajax alligevel noget helt særligt i drengen fra Vestegnen. Selvom det kun blev til 27 pladser i startopstillingerne på to-et-halvt år, var der ingen tvivl om, at der var store forventninger til Bay.

Allerede i december måned sidste år begyndte der at florere rygter om, at en kontraktforlængelse ikke lå så fjernt ude i fremtiden. Derudover blev det i samme periode offentliggjort, at Bay fra den nuværende sæson skulle være en del af klubbens reservehold, Jong Ajax. I den forbindelse var han selv klar i mælet overfor D’BOLD, da snakken faldt på, hvad den nye kontrakt betød:

- Jeg ser på kontrakten som Ajax’ tillidsbevis til mig, indledte Markus Bay, i et interview med D’ BOLD, og fortsatte

- Jeg har været ude i lang tid, og jeg tror ikke, at mange andre klubber havde givet mig en ekstra chance, da jeg samlet set knapt har spillet i et halvandet ud af mine hidtil to-et-halvt år i Amsterdam

Og fremgangen, ja, den er da nu tydelig at spore. Således har Markus Bay allerede været udtaget til fire af sæsonens hidtidige syv kampe. Mest markant er kampen i femte spillerunde mod RKC Waalwijk, hvor han fik lov at spille hele anden halvleg, og kvitterede med en scoring.

Så indtil videre har Brøndby-knægten, med 23 ungdomslandskampe og syv mål på CV’et, i den grad betalt tilbage, takket for tilliden og udnyttede de dyre lærepenge, han har fået i Ajax. Om han så bliver ”den nye Christian Eriksen”, det må fremtiden vise.

Læs forrige uges Fokus På: Fokus På Gonzalo Jørgensen, Atlético Madrid - Vil være Danmarks Jordi Alba