
Logoet havde nogle af de røde og blå farver, det nuværende logo havde, men oppe i venstre hjørne var der i gamle dage et klassisk oliebore-tårn (der upolitisk korrekt brændte lystigt).
Fra arabiske og persiske historikere ved man, at allerede mens Romerriget var ved at blive flået i stykker af interne magtkampe i det 3. og 4. århundrede, blev der handlet med olie fra kilderne i Baku og omegn.
Men da Aserbajdsjan for nogle år siden besluttede sig for at sælge sin olie til Vesten med hjælp fra en rørledning gennem Georgien og Tyrkiet, og Dinamos Bakus ejere Baghlan Group (hovedsæde i Abu Dhabi) begyndte at beskæftige sig med flere brancher end blot olie, lavede man også navnet og logoet om i fodboldklubben.
FC Baku, der siden omdøbningen i 2004 har vundet to mesterskaber og i 2009 gjorde en god figur i Champions League-kvalifikationen mod Levski Sofia, har nu Bakus vartegn Qiz Qalasi i sit logo.
I gamle dage lå det 800-900 år gamle tårn lige ned til det Kaspiske Hav, men siden da har havet trukket sig nogle hundrede meter tilbage, så tårnet nu ligger oppe på land bag en seks-sporet ringvej.
Qiz Qalasi betyder på aserbajdsjansk jomfrutårnet, og Bakus udgave (der findes også et tårn ved det navn, bygget nogenlunde samtidigt, på en lillebitte ø 200 meter fra havnekajen i Istanbul) er muligvis designet af arkitekten Mesud ibn Da'ud og blev bygget i 1100-tallet, kort efter et magtskifte i det lokale kongerige.
Navnet på tårnet er en metafor for, at Baku aldrig var blevet indtaget med magt af en fjende. Det samme kan FC Baku ikke sige. Holdet ligger lige nu ligger på en skuffende femteplads i den hjemlige liga, selv om man har profiler som den tidligere costaricanske VM-angriber Winston Parks og tidligere Williem II-profil Ibrahim Kargbo på holdet.