Tættere på Kim Il-Jungs tropper

Danmarks Liga-landshold drager på tur til Thailand, hvor modstanderne er værtslandet, Norge og Nordkorea.

Netop Nordkoreansk fodbold tegnede Tipsbladet et portræt af i forbindelse med sidste års VM-slutrunde, hvor landet var deltager.

Bragt i Tipsbladet ved VM i Sydafrika 2010

Selvom den tidligere schweiziske landsholdsspiller Andre Egli året forinden har været cheftræner for det sydkoreanske hold Busan Park, er nære venner med et schweizisk/sydkoreansk ægtepar og har besøgt ingenmandslandet mellem Nord- og Sydkorea, er han ikke mentalt beredt på den modtagelse, han får ved ankomsten til det lukkede nordkoreanske land.

I sommeren 2008 er Andre Egli blevet hyret af FIFA til at rejse til Nordkorea i to måneder for at være teknisk rådgiver for det nordkoreanske fodboldforbund. Egli skal hjælpe to talentfulde universitetshold i hovedstaden Pyongyang, men i en telefonsamtale med Tipsbladet fortæller Egli at han reelt trænede de to hold.

Da Egli kommer til Nordkorea 3. juli 2008, får han konfiskeret sin mobiltelefon, selvom det er noget usikkert, om den i det hele taget ville fungere i det fattige land.

”You leave country = Phone back,” står der på en kvittering, Egli får for sin telefon.

Og da han kommer til sit hotel, er der ingen mulighed for at tjekke email. Til gengæld får schweizeren at vide, at 34 spillere og 20 trænere næste morgen står klar til at få undervisning af ham.

”Det var en anderledes verden før mig i begyndelsen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende tidligere i mit liv,” fortæller André Egli i et interview med Die Weltwoche.

Som alle andre besøgende i Nordkorea er Egli en tur forbi mindesmærket for  Kim Il-Sung, da det er obligatorisk at vise den ære overfor nationens grundlægger. På sine ture i Nordkorea funderer Egli meget over, hvorfor der er så stille på gaderne, hvor der næsten ingen trafik er, og hvor folk ikke rigtig taler med hinanden. Også folks beundring for Kim Il-Sung og landets nuværende leder Kim Il-Jung springer også i øjnene på schweizeren, der efterhånden begynder at vænne sig til den nordkoreanske måde at tackle tingene på.

På fodboldbanen ser Egli flere store talenter, han gerne vil have til Europa, og det bliver på anden vis virkelighed, da den lille schweiziske klub Concordia Basel nogenlunde samtidig med Eglis besøg i Nordkorea køber forkøbsret til samtlige nordkoreanske landsholdsspillere, hvilket betyder, at tre unge nordkoreanske spillere umiddelbart efter flytter til Schweiz. Og der er god grund til at flytte, hvis man som nordkoreansk fodboldspiller får den sjældne chance.

”De fodbold, vi brugte, så ud som om de var 25 år gamle. Der var 16 bolde til 34 spillere, og flere spillere havde ikke fodboldstøvler. De spillede i stedet i udtrådte mokkasiner, ” siger Andre Egli.

På et tidspunkt beslutter Egli, at han vil fortælle de nordkoreanske spillere om europæisk fodbold og hvad det betyder at have profiler og stjerner, der på egen hånd kan tage initiativ og afgøre en kamp. Men det forstår de nordkoreanske spillere ikke. Egli tilskriver det spillernes opvækst i et bondesamfund, hvor alle er lige, men alligevel forsøger schweizeren at fiske efter, om nogle af spillerne kender navnene på nogle internationale stjerner.

”Jeg spørger, om Kim Il-Sung er en stjerne, og så råber de alle sammen ja. Jeg spurgte igen, om de kendte andre stjerner. Pludselig råbte en 'Zidane', og en anden 'Ronaldo'. Jeg spurgte efter musikstjerner, så råbte en Tjajkovski. Og da jeg spurgte til stjerner i erhvervslivet, råbte en 'Rockefeller' (afdød amerikansk olie-oligark, symbol på amerikansk kapitalisme i tiden omkring 1. Verdenskrig, Red.),” siger Andre Egli.

Torpederet krigsskib og en snyde-målmand
I fodbold såvel som i livet kan det være svært at påvise sammenhængen mellem påvirkning og effekt. Men det er langt fra umuligt at forestille sig, at Andre Eglis to måneder i Nordkorea i 2008 kan have en lille del af æren for, at nordkoreanerne et lille år senere kvalificerede sig til det VM, hvor de tirsdag aften leverede en udmærket præstation i 1-2 nederlaget til Brasiliens VM-favoritter.

Trods enkelte glimt med godt spil og en stærk fighterindsats mod overmagten på Ellis Park tirsdag aften er det dog for mange svært at tænke på Nordkoreas VM-hold som et ud af 32 hold, der kæmper om VM-trofæet. I skåltaler og udtalelser til offentligheden siger fodboldpolitikere ofte noget i retning af, at fodbold og politik er to forskellige ting, der ikke har noget med hinanden at gøre, men i Nordkoreas tilfælde skal man være usædvanligt selektiv i sin opfattelse af virkeligheden, hvis man vil udenom koblingen mellem fodboldholdet og den stat, holder kommer fra.

En ting er den komplicerede konflikt med den demokratiske nabo Sydkorea, som atomstaten Nordkorea konstant truer, og som nordkoreanerne har provokeret voldsomt i foråret med sænkningen af et sydkoreansk flådefartøj tæt på nordkoreansk farvand, hvilket kostede 46 sydkoreanske søfolk livet.

Noget andet er historierne om nordkoreanske særheder, som eksempelvis at Nordkoreas VM-kampe ikke vises direkte men kun i flatterende highlights dagen efter og det nærmest grinagtige forsøg på at omgå reglerne for holdudtagelse til VM ved at tage angriberen Kim Myong-Won med på en af de tre målmands-pladser, hvilket FIFA spottede.

”Han begyndte karrieren som målmand, og selvom han har været angriber, bestemte han sig op til VM for at blive målmand igen,” lød forklaringen fra Nordkoreas landstræner Kim Jong Hun dagen før kampen mod Brasilien.

Men det, der virkelig kan få journalister og menneskerettigheds-forkæmpere i gear er de forfærdelige forhold, størstedelen af befolkningen i det stalinistisk/facistiske diktatur lever under.

Historierne om og kritikken af Nordkorea berører stort set alle dele af samfundet, og i et brev til EU's udenrigsministre mandag 14. juni, samme dag det nordkoreanske landshold havde officiel træning på Ellis Park før Brasilien-kampen, opridser menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch situationen i landet.

”Menneskerettighedernes kår i Nordkorea forbliver meget dårlige. Nordkorea henretter rutinemæssigt mennesker, mange gange offentligt, for selv ikke-voldelige forbrydelser som tyveri af statens ejendom og såkaldte 'anti-socialistiske' lovovertrædelser. Nordkorea driver store lejre med tvangsarbejde, hvor de ikke blot indespærrer dem anklaget for politiske forbrydelser, men også deres familier, inklusiv små børn, ofte på livstid. Landet har ingen organiseret politisk opposition, uafhængige fagforeninger, fri presse, fungerende samfundsliv eller religiøs frihed. Tilfældige anholdelser, tilbageholdelse, tortur, umenneskelige og nedværdigende behandling af indespærrede og mangel på korrekt sagsbehandling i strafferetssystemet er blandt de alvorlige og udbredte overtrædelser (af menneskerettighederne, Red.),” skriver Human Rights Watch.

På den baggrund kan det være svært at tage fodboldholdet fra Nordkorea alvorligt. Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at der muligvis er mere i fodboldholdets deltagelse ved VM end hæder og ære til Kim Il-Jong og en lille, privilgeret elite i det lukkede land.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE