Fulham fyrer Felix Magath
Illustration
Generelle

Fulham fyrer Felix Magath

Den engelske Championship-klub Fulham har fyret klubbens tyske manager Felix Magath.

Felix Magath er fortid i Fulham. Det står klart torsdag aften, hvor klubben har valgt at fyre den tyske manager efter en skrækkelig indledning på sæsonen i the Championship. Premier League-nedrykkerne har efter syv kampe lidt nederlag ved seks lejligheder, mens holdet en enkelt gang har tilkæmpet sig ét point. Den dårlige pointhøst efterlader holdet på en lidet flatterende sidsteplads i Englands næstbedste række.

Og onsdag aften blev 3-5-nederlaget til Nottingham Forest nådesstødet for Magath. Klubejer Shahid Khan har truffet beslutningen.

- Det er en ærgerlig, men nødvendig ændring. Jeg gør, hvad jeg føler, der er bedst og mest brug for i Fulham - i dag såvel som i morgen. Jeg vil gerne takke vores fans for at stå bag os i disse svære tider på banen, og jeg lover, at bedre tider er på vej, siger han i en kortfattet meddelse på Fulhams hjemmeside.

Han oplyser desuden, at Kit Symons, der hidtil har været U21-træner i klubben, midlertidigt overtager stillingen som cheftræner i Fulham.