Adriano overvejer Dubai-klub
Illustration
Generelle

Adriano overvejer Dubai-klub

‘Kejseren' ved dog ikke om han har lyst til at bo i udlandet, langt væk fra familie og venner

- Jeg agter ikke at stoppe med at spille.

Sådan siger den tidligere landsholdsbomber Adriano til den brasilianske nyhedsgigant O Globo, da han forleden blev spurgt om hans fremtid som fodboldspiller.

'O Imperador' (Kajseren) har ikke spillet fodbold siden han i april måned blev fritstillet i Atlético-PR efter at have misset to træninger i træk, men der skulle ifølge hovedpersonen selv stadigvæk dumpe tilbud ind af døren. 

Det er en kendt sag, at Le Havre har inviteret angriberen med det skrøbelige sind til Frankrig for at se på forholdene i 2. divisionsklubben, men der er også en økonomisk mere lukrativ henvendelse fra Dubai-klubben Al-Jazira, afslører Adriano til O Globo

Angriberen med fortid i bl.a. italienske Inter fortæller, at han er godt klar over, at han mangler trænings- og kamprytme, men at de overordnede overvejelser går mere på om han har lyst til igen at bo i udlandet, langt væk fra familie og venner.

Udover frierierne fra Frankrig og De Forenede Arabiske Emirater skulle mexicanske América ifølge internationale kilder også have lagt et bud på den 32-årige Adriano. Her har Brasilien en anden berømthed gående. Det er Ronaldinho, som i september i år takkede ja til en 2-årig aftale med Querétaro.