AGF-back: Vores fans spiste københavnerne
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Generelle

AGF-back: Vores fans spiste københavnerne

Daniel Christensen er fuld af begejstring over de medrejsende AGF-fans, der var med til at gøre Telia Parken til en flot kulisse.

København var blevet invaderet af håbefulde århusianere forud for torsdagens pokalfinale mellem FC København og AGF, men de mange tilrejsende fans fik ikke, hvad de kom efter i opgøret, der endte 2-1 til forhåndsfavoritterne fra FCK.

AGF'erne fik dog i høj grad sat sit præg på lydbilledet i Danmarks nationalarena, og det blev bemærket nede på banen.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er jo eminent at se, hvordan folk bakker op om det her. At der kommer 20.000 AGF-fans og bare spiser de der københavnere, der står nede i den anden ende, det er jo helt vanvittigt. Vi tager her ind og gør Telia Parken til Ceres Park, og det viser bare, hvor meget det her betyder for klubben og for byen, og hvor meget vi hungrer efter at stå øverst på skamlen, siger Daniel Christensen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Vi har bevist, at vi kan byde de bedste hold op til dans, og kan vi levere sådan en præstation i kampene fremadrettet, er der ikke mange hold, der kan slå os.

Han mener, pokalguldet lige så nemt kunne være endt i favnen på AGF.

- Vi spiller en god kamp, men står alligevel som taber, og det er en forfærdelig følelse, men jeg synes, vi kan være stolte over vores præstation. Vi tager herind og byder FCK op til dans - de skulle kæmpe hårdt for det i dag. Desværre kunne vi ikke tippe den til vores fordel. Det var en mandfolkepræstation, fastslår venstrebacken.