Nicolas Anelka skifter efter alt at dømme til den kinesiske liga og Shanghai Shenhua den 1. januar. Det kræver dog ikke ret megen indsigt i fodboldens verden, før det går op for en, at det næppe er på grund af det sportslige, franskmanden rykker teltpælene til Kina. Der ligger uden tvivl en ordentlig håndfuld Yuans og venter på Anelka.
Og ganske rigtigt. The Sun mener at vide hvor stor en lønningspose, Nicolas Anelka har udsigt til i Shanghai Shenhua, og helt som ventet er det ikke småpenge, der er tale om.
Når den nuværende Chelsea-spiller har fuldført sin kontrakt på to år med den kinesiske klub, vil han være 175 millioner kroner rigere. Det er ifølge den engelske avis en tredobling af den løn, Anelka har hævet i London.