Generelle

Anelka vil spille sammen med Drogba

Nicolas Anelka var hattrick-helt for Chelsea i weekendens FA Cup, hvor han var på banen sammen med Didier Drogba. Det makkerskab bør Chelsea satse på, mener den franske angriber.

Under Luiz Felipe Scolari spillede Didier Drogba og Nicolas Anelka aldrig fast sammen i angrebet, og det gjorde de heller ikke i udgangspunktet til FA Cup-kampen mod Watford i weekenden, hvor assistentmanager Ray Wilkins valgte holdet, mens den nye midlertidige manager Guus Hiddink så til fra bænken.

Watford kom foran 1-0, mens Chelsea spillede med kun Drogba fremme og Anelka på højrekanten, men i de sidste 20 minutter blev Anelka hevet frem som angrebsmakker med ivorianeren, og det gav straks bonus med hattrick til franske Anelka.

- Mange folk har sagt, at vi ikke kan spille sammen, men vi har aldrig rigtig prøvet det. I dag scorede vi tre mål på 20 minutter, så det var godt. Det handler ikke om mig. At spille sammen med Didier oppe i front forandrede kampen, og det var derfor, at vi scorede tre mål og vandt kampen," siger Nicolas Anelka efter kampen.

- Folk har spurgt, om vi har en plan B, men vi har aldrig prøvet at spille sammen for alvor. I dag viste vi alle, at vi kan spille samme og score. I dag var det mig, der scorede, men det er måske Didier næste gang.

Nicolas Anelka lægger ikke skjul på, at han befinder sig klart bedre i angrebet end som kantspiller.

- Jeg har spillet som angriber hele mit liv. At spille på højre eller venstre kant er altid svært. Jeg kan dog gøre det for at hjælpe Chelsea, men det er endnu bedre, hvis jeg kan spille i angrebet sammen med Didier, for så kan jeg måske hjælpe Chelsea endnu mere.