Ankergren kunne ikke holde Liverpool fra fadet

Steven Gerrard gjorde comeback, og Craig Bellamy scorede sit første mål siden comebacket, da Liverpool vandt 2-1 over Casper Ankergren og resten af Brighton-mandskabet i Carling-cuppen.

Craig Bellamy fuldførte et opsigtsvækkende comeback til Liverpool på transfervinduets sidstedag, men onsdag aften beviste angriberen, at det ikke var så tosset en ide af Merseyside-klubben at hente ham tilbage til klubben.

I Carling Cup-opgøret mod Brighton spillede waliseren nemlig en hovedrolle, da det blev til en sejr på 2-1 ude over Championship-klubben, der havde danske Casper Ankergren på kassen.

Efter blot syv minutters spil dukkede Craig Bellamy op i feltet og omsatte Luis Suarez frispilning til scoring. Den stilling holdt, indtil der resterede ti minutter, og så måtte Ankergren se sig passeret endnu engang. Denne gang var det den hollandske skarpretter Dirk Kuyt, der tegnede sig for scoringen. I overtiden lykkedes det Ashley Barnes at reducere til 1-2, men tættere på kom Brighton ikke, og dermed er Liverpool videre til næste runde.

Med et kvarter tilbage af opgøret skete der så noget, som Liverpools mange fans med garanti er ligeså glade for som selve sejren over Brighton. Her gjorde Liverpool-yndlingen over dem alle, Steven Gerrard, nemlig comeback efter et halvt års skadespause, da han afløse Luis Suarez.

Seneste nyt på tipsbladet.dk