Storklubberne står i kø for at gafle det belgiske stortalent Eden Hazard, der er på kontrakt i franske Lille.
Manchester City-manager Roberto Mancini lægger ikke skjul på, at belgieren står højt på ønskesedlen, Chelsea har længe fulgt Hazard og nu melder Arsenal-manager Arsene Wenger sig ind i kampen.
- Jeg kan rigtig godt lide Eden Hazard - af flere årsager. Hans kreative formåen, talentet for at sætte en modstander, hans blik for spillet og hans overlegne måde at lave den afgørende aflevering på, gør ham til en ønske-spiller, siger Arsene Wenger til den franske avis La Derniere Heure.
- Hazard har det, der skal til for at spille for en topklub, og Arsenal er en topklub.
Manageren er dog godt klar over, at der skal mange penge på bordet for at hente talentet til sommer, og erkender, at økonomien kan blive en bremseklods for at et skifte kan blive en mulighed.
Eden Hazard har af flere omgange ikke lagt skjul på sin lyst til at spille for en engelsk klub og Lilles direktør Frederic Pacquet har da også erkendt, at alt peger i retning af et sommerskifte for den 21-årige midtbanespiller.