Augu i nye problemer i Salzburg?

Red Bull Salzburg kan stå foran et trænerskifte. Usikkerheden om trænersituationen kan koste Thomas Augustinussen drømmen om at komme hjem. Lige nu er AaB og Augu ikke tæt på hinanden.

Træner Huub Stevens er under hård beskydning i Red Bull Salzburg. Klubben ligger på en skuffende tredjeplads i den østrigske Bundesliga, fansene er imod ham, og på holdets træningslejr i Belek i Tyrkiet blev han så uenig med sin assistenttræner Eddy Achterberg, at han sendte ham hjem.

Modvinden kan koste den rutinerede hollænder Stevens jobbet i Salzburg. Den israelske avis Haaretz skriver i dag, at Hapoel Tel Avis træner Eli Guttmann snart skifter til Salzburg og skubber Huub Stevens ud i arbejdsløshed.

Samtidig sidder danske Thomas Augustinussen med sit håb om at skifte til hjerteklubben AaB, der har brug for ham i kampen for at undgå nedrykning. I sommer blev skiftet forpurret, da Salzburg til allersidst ikke vil slippe Augustinussen på grund af for mange skader. Og nu kan skiftet igen være på vej mod at blive skyllet ud i håndvasken.

I hvert fald har der ikke været kontakt mellem Red Bull Salzburg og AaB den seneste tid, og derfor var Augustinussen også sammen med holdet i Belek, ligesom han sammen med holdet forbereder sig til den østrigske turneringsstart den 12. februar.

- Jeg kan bekræfte, at Thomas har været med holdet på træningslejr i Tyrkiet, og jeg bekræfte, at han sammen med resten af holdet forbereder sig på sæsonen, der for vores vedkommende starter snart. Skal en transfer realiseres, kommer det helt an på situationen i de to klubber (Red Bull Salzburg og AaB red.), og så vidt jeg ved, har der ikke været kontakt mellem dem på det seneste, siger Salzburgs pressetalsmand Thomas Blazek til tipsbladet.dk efter hjemkomsten fra træningslejren.

Thomas Augustinussens kontrakt med Red Bull Salzburg løber frem til sommeren 2012.

Seneste nyt på tipsbladet.dk