B.93-træner: Sandsynligheden taler for FCK
Generelle

B.93-træner: Sandsynligheden taler for FCK

FC København er store favoritter, når de onsdag møder B.93 i DBU Pokalen. Men Østerbro-holdets træner tror på chancen.

B.93 ligger nummer fire i 2. Division, mens onsdagens modstander i DBU Pokalen, FC København, fører Alka Superligaen stort, er videre i Europa League, har spillet i Champions League og har mange landsholdsspillere i truppen.

Der er ikke meget, der taler for, at B.93 får noget som helst med fra opgøret mod FC København, men der er alligevel en tro på, at det kan lade sig gøre at vinde opgøret.

Selv om chancen er som at lede efter en nål i en høstak, tror cheftræner Sune Lærkedahl Jensen på, at det lader sig gøre at snyde giganterne i naboopgøret onsdag.

- Men selvfølgelig er jeg da godt klar over, at sandsynligheden taler for, at FCK vinder kampen. Det ved vi alle sammen godt, men vi vil være ekstra påpasselige i forsvaret, vi vil forsøge at holde på bolden så længe som muligt – og så vil vi forsøge at slå til, hvis der skulle åbne sig en chance. Det er den grove opskrift på, hvordan vi vil håndtere FCK, siger B.93-træneren til Østerbro Avis.

Opgøret var programsat til at blive spillet på Østerbro Stadion, men de to klubber er blevet enige om at rykke opgøret 50 meter, så det i stedet spilles i Telia Parken.

Der er kampstart 19.30 onsdag.