17-årige Mario Balotelli er uden tvivl et af de største angrebstalenter i øjeblikket. I den netop overståede sæson fik han spillet sig lidt ind på Inters i forvejen stjernespækkede mandskab. I 11 kampe lykkede det ham at nette tre gange.
Men hans løn matcher hverken hans talent eller krav. Han vil have ligeså meget i løn, som Alexandre Pato får i Milan - hvilket er tyve gange så meget.
Forhandlinger mellem Balotelli og Inter synes ikke at gå godt, og nu kommer den ghanesisk fødte angriber med en noget kontroversiel udmelding. Det skriver goal.com.
- Indeni har jeg ingen følelser for Inter, siger Balotelli til Gazzetta dello Sport.
Hvordan Inter reagerer på den kommentar vil vise sig, men hvis de vælger at afbryde samarbejdet, står både Chelsea og Manchester United klar i kulissen.