Barcelona-hyldest til Cruyff: Var ikke blevet verdens største uden ham
Generelle

Barcelona-hyldest til Cruyff: Var ikke blevet verdens største uden ham

FC Barcelona hylder et af sine største ikoner

Fodbolden tog afsked med en af sine fineste repræsentanter, da Johan Cruyff torsdag døde efter længere tids kræftsygdom. Siden har sympatierklæringerne og taksigelserne været utallige fra menigmand til sportens største, og i den sidste kategori har hollænderens tidligere klub også ladt ordene flyde. I et længere brev på sin hjemmeside, som dr.dk henviser til, både indleder og slutter FC Barcelona med at takke den tidligere træner og spiller.

- Enhver FC Barcelona-fan vil have sine egne minder og oplevelser af Cruyff som både leder og som et symbol. Vi, som præsidenter i FC Barcelona, har den enorme ære på vegne af Barcelona-supportere over hele verden at sige tak til en brillant og dristig man, som i afgørende grad udstak klubbens retning. Uden Cruyffs uforknytte og ikke-konforme ånd, ville vi ganske sandsynlig ikke være blevet den største klub i verden, lyder det bl.a. i brevet.

- Men over alt andet er vi taknemmelige for de immaterielle ting, som stadig lever i dag og som vil fortsætte med at leve i fremtiden, for de er meget mere værd end alle de titler: Cruyff udstyrede os med en høj selvtillid og udstak en ny bane for FC Barcelonas succes. Han bidrog beslutsomt til at ændre mentaliteten.