Belgien kæmpede sig tilbage mod Schweiz i EM-test
Generelle

Belgien kæmpede sig tilbage mod Schweiz i EM-test

Schweiz vanskeliggjorde tingene for Belgien i lørdagens EM-test, men Belgien kæmpede sig tilbage.

Både Schweiz og Belgien varmer i disse dage op til EM-slutrunden i Frankrig, der inden for to uger ruller på daglig vis. 

Lørdag testede de to mandskaber hinanden, og med Belgien blandt favoritterne til EM-titlen, så var det utvivlsomt også gæsterne, der var favoritter til opvarmningskampen. 

Alligevel var det dog Blerim Dzemaili fra Napoli, der åbnede scoringen til schweizernes fordel. Den holdt dog kun tre minutter, før Romelu Lukaku udlignede til pausestillingen 1-1. 

I anden halvleg modtog indskiftede Haris Seferovic et rødt kort efter 81 minutter, og det blev udslagsgivende. Kun to minutter senere lagde lillebror Jordan Lukaku nemlig op til Kevin de Bruyne, der bankede sejrsmålet i kassen til 2-1. 

Dermed fik Belgien altså den forventede sejr, men det var ikke uden besvær.