Generelle

Brøndby-styrmand på piller

Per Nielsen har fået en ualmindelig skidt start på sæsonen. I premierekampen blev han overmatchet af Bora Zivkovich, mens Morten Nordstrand i søndagens kamp snørede den rutinerede Brøndby-anfører. Og nu indrømmer Per Nielsen da også, at han døjer med efterveerne fra sin ankelskade, der holdt ham ude i perioder af foråret.

"Jeg er ikke 100 procent og det ved alle. Jeg spiller stadig på piller for at tage smerterne, men det skal ikke være nogen undskyldning," siger Per Nielsen, der ikke er interesseret i at holde en pause for at blive helt klar igen.

"Nej, jeg har brug for at spille kampe. Jeg har lige forlænget min kontrakt, så jeg regner da ikke med, at jeg er færdig. Det er værst i kampene, men jeg har ikke brug for ro nu. Så medmindre jeg bliver sat af, spiller jeg," fastslår Per Nielsen til Ekstra Bladet.